Næstved Teater har hevet en gammel traver til byen, omend i en opdateret version. Det er Folketeatret, som opfører Frøken Nitouche i Ny Ridehus torsdag 27. og fredag 28. oktober.
Forvekslingsfarcen Frøken Nitouche - udødeliggjort på film i 1963 med Lone Hertz og Dirch Passer i hovedrollerne og en række gardehusarer i biroller - er en charmerende fortælling fra 1880'ernes Frankrig. Rollerne er ligeså arketypiske, som de er morsomme: Den frejdige Nitouche, den koleriske major, teaterdivaen Corinna og selvfølgelig den altid charmerende Celestin, der også er Floridor.
Folketeatret tager fortællingen op med Karin Nordly-Holst og Pelle Emil Hebsgaard i rollerne som Nitouche og Celestin, som begge drages af teatrets flamboyante verden, der står i skarp kontrast til klosterlivets tryghed. Som klostrets dydige overhoved, priorinden, glæder Folketeatret sig over at kunne præsentere Lone Hertz - 53 år efter hendes store gennembrud.
Frøken Nitouche er i Folketeatrets 2016-udgave gendigtet af Vase & Fuglsang, der også stod bag Folketeatrets opdaterede turneversion af Sommer i Tyrol.
De medvirkende er udover de nævnte bl.a. Asger Reher og Pelle Emil Hebsgaard. Begge dage begynder forestillingen kl. 20.
