Kunstneren Nikolaj Petersen og Psykiatrisk Center Sct. Hans er tæt forbundet. Siden han var 16 år, har han levet med psykisk sygdom, og i de sidste 10 år har han i flere omgange været indlagt på Sct. Hans i Roskilde.
Men Nikolaj Petersen har ikke kun været bruger. Han har også bidraget til udsmykningen på stedet, hvor der kan ses flere eksempler på hans kunst i området, blandt andet i personalekantinen og i form af en totempæl uden for administrationen.
Han lægger heller ikke skjul på, at han bruger sin sygdom i sin kunst, og det er den, som kommer til udtryk i de til tider mareridtsagtige værker.
Det mest overvældende udtryk er dog udstillingen »Stueren«, der åbnede i sommer i Kurhusets bibliotek, hvor stort set samtlige ledige overflader i lokalerne er blevet oversået med hans kunst.
- Jeg har bygget udstillingen op, så man ikke kan rumme de mange indtryk. Det er også meningen, at den skal blive ved med at udvikle sig, så i realiteten er jeg først færdig den 31. december, når udstillingen lukker, siger Nikolaj Petersen, som faktisk har indrettet et lille atelier i biblioteket.
»Stueren« er åben i biblioteket i Kurhuset på Kurhusvænge hver onsdag og fredag fra klokken 11 til 15 samt efter aftale i resten af 2016. Arbejdet med »Stueren« og ekstra åbningstider kan følges i den offentlige gruppe »Stueren« på Facebook.