Endnu en gang har der været fyringsrunde på Novenco i Næstved.
Ni medarbejdere på Novenco Building & Industry blev fyret i torsdags. Her er udelukkende tale om folk på gulvet, altså i den tilbageværende produktion, og alle har de tre-fire måneders opsigelse.
Novenco, det tidligere Nordisk Ventilator, er i dag splittet i to helt adskilte dele med hver sin ejer.
De seneste store fyringsrunder gik ud over ansatte i den del, som beskæftiger sig med marine og offshore, et selskab som i dag er skrumpet gevaldigt lokalt.
Denne gang er det dog gået ud over medarbejdere i Novenco Building & Industry, som laver ventilation og klimaanlæg til brug på landjorden. Denne del af Novenco blev med virkning fra 1. januar 2015 solgt til det schweiziske familiefirma Schako, der ligeledes beskæftiger sig med klima og luft.
- Vi har ordrer for flere penge nu, end vi havde på samme tidspunkt sidste år. Men det miks af ordrer, vi har i øjeblikket og så langt vi kan se frem, giver ikke så mange timer i produktionen som tidligere, forklarer Lars Erik Knaack, adm. direktør.
- Derfor har det været nødvendigt at justere med ni mand på fabrikken, siger han, der forventer at selskabet efter en række år med underskud kommer ud af 2016 med et regnskab, der ender i nul.
- Så økonomien ser fornuftig ud, tilføjer han.
Der er pt. cirka 140 ansatte, inklusiv de ni netop fyrede medarbejdere. Godt halvdelen arbejder ifølge direktøren i produktionen.
