Niels V. Kofoed er død

Af Jens F. Kofoed

Niels Vilhelm Kofoed havde - ved siden af et livslangt virke som underviser ved både danske og udenlandske universiteter - et imponerende litteraturvidenskabeligt forfatterskab bag sig: 43 bøger samt et stort antal videnskabelige artikler om danske forfattere og deres værker er det blevet til. Adskillige af hans afhandlinger står som hjørnesten i litteraturforskningen.

Ikke mindst Niels Kofoeds studier i H.C. Andersens forfatterskab har haft en væsentlig betydning for forståelsen af vores nationaldigter, ligesom Niels Kofoeds mange værker om B.S. Ingemann, Grundtvig, Henrik Pontoppidan, Kaj Munk m.fl. har været skelsættende.

Niels Kofoeds indsats i dansk litteraturforskning må betegnes som enestående, og hans navn og ry er nået langt ud over landets grænser. Det betød, at Niels Kofoed blev kontaktet fra hele verden af udenlandske kolleger, eksperter og medier og spurgt til råds og interviewet om dansk litteratur i almindelighed og H.C. Andersen i særdeleshed.

Ikke mindst i forbindelse med H.C. Andersens 200 års dag i 2005 var der international rift om Niels Kofoed: Han blev bl.a. inviteret til at holde foredrag på Sorbonne i Paris - på fransk naturligvis, på universitetet i Athen, Hamburg, Stockholm m.v. og optrådte som ekspert på alverdens TV-stationer bl.a. det statslige kinesiske TV.

Niels Kofoed blev født på Christianshavn i 1930 og blev cand.mag. i dansk og fransk fra Københavns Universitet i 1955. Umiddelbart efter sin kandidateksamen rejste han til Sverige, hvor han i ca. 11 år var lektor i dansk ved universiteterne i Stockholm og Lund. I 1966 kom Niels Kofoed til Aarhus Universitet, hvor han året efter blev dr.phil. på afhandlingen "Studier i H.C. Andersens Fortællekunst". Efter et ophold på Odense Universitet blev Niels Kofoed tilbudt et professorat ved University of Washington i Seattle, USA. Efter hjemkomsten fra USA i 1972 blev Niels Kofoed studielektor ved Københavns Dag- og Aftenseminarium, hvor han virkede indtil sin pensionering.

Ud over sit store videnskabelige forfatterskab har Niels Kofoed også fået udgivet en række skønlitterære værker, ligesom han i en årrække var fast anmelder af faglitteratur ved DR, Berlingske Tidende og Kristeligt Dagblad. Niels Kofoed var indtil det sidste en utrættelig formand for B.S. Ingemann-Selskabet.

Niels Kofoed nåede at fejre diamantbryllup i maj 2014 med sin hustru, Inger, inden hun afgik ved døden i november. Han nåede også at få udgivet to digtsamlinger skrevet til hende, "Den ensomme Pan" og "Digte 2009", der bl.a. fik følgende ord med ved udgivelsen: "Tidløs, klassisk poesi, der tåler sammenligning med selv store danske digtere". Niels Kofoed har to sønner, Jens Frederik Kofoed og Søren Michael Kofoed.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...