Blot en måned efter at Shell på Københavnsvej ved Røde Port i Roskilde blev bygget om til en Circle K, vender Shell nu tilbage - men denne gang på den modsatte side af vejen, hvor der hidtil har ligget en Statoil. Det kan umiddelbart forekomme lettere barokt, eftersom de fleste Statoil-stationer landet over er i færd med at blive omdannet til Circle K, så man skulle tro, at det også ville være tilfældet i Roskilde.
Men sådan skal det ikke være, og det skyldes Europa-Kommissionen. Circle K, tidligere Statoil Fuel and Retail A/S, er et datterselskab ejet af canadiske Alimentation Couche-Tard, der i 2012 overtog Statoils stationer i Danmark.
Da Alimentation Couche-Tard i marts 2015 også købte Shells danske stationer, stillede Europa-Kommissionen som en betingelse for at godkende købet, at Circle K ikke overtog samtlige Shell-stationer.
- Som betingelse for den endelige godkendelse af købet var kravet fra Europa-Kommissionen, at vi ikke købte alle Shell-stationerne, men at nogle af dem skulle afgives. Vi har fået 131 Shell-stationer og har afgivet 24 stationer som en del af den samlede forhandling, siger Ann Kirstine Havsteen, marketing- og kommunikationsdirektør hos Circle K.
De 24 fordeler sig på ni Statoil-stationer med butik og 15 ubemandede tankstationer under 1-2-3 og Ingo-brandet
Ann Kirstine Havsteen erkender, at det kan virke lidt specielt, at der forsvinder en Shell på den ene side af vejen, blot for at der åbner en anden på den modsatte side.
- For os handler det om at få det stærkest mulige netværk, og når vi skal vurdere en stations potentiale, ser vi blandt andet på trafikken i området og kørselsretningen, siger hun.
Med andre ord fandt Circle K, at Københavnsvej 20 var en bedre adresse end Københavnsvej 13, da der skulle vælges. For det kunne ikke lade sig gøre at beholde begge.