Billeder: Rødvig får et net af vandreruter

Vandrestier mellem de stevnske landsbyer har i en årrække stået på flere politiske partiers valgprogrammer, og næste fredag realiseres drømmen i et lille hjørne af kommunen. Denne dag indvies de første fire kløverstier i og omkring Rødvig, så lokale, turister og andet godtfolk kan dyrke motion samtidig med, at de bliver klogere på, hvad de oplever undervejs.

Kløverstierne er et landsdækkende projekt, der har Friluftsrådet som arkitekt, og som støttes af Danmarks Idræts Forbund, Dansk Firmaidræts Forbund og DGI. Konceptet er det samme overalt i landet: et netværk bestående af fire ruter med forskellig længde, men med samme udgangspunkt - og med information om de steder, som man passerer på vandreturen. Projektet har fået økonomisk støtte fra Nordea Fonden og tips- og lottomidlerne med tilsammen 6,5 millioner kroner.

I Rødvig bliver start og slut for turen en såkaldt kløverpylon, der stilles op foran Café Marina på Rødvig Lystbådehavn. Herfra kan man bevæge sig i fire retninger med hver sin afmærkede farve: grøn, blå, rød og sort. Turens længde er forskellige, og man kan på den måde vælge, om man kun vil bevæge sig i Rødvigs byrum, eller om man vil ud og have det lange syn i det åbne landskab.

Der er gået næsten to et halvt år, siden Rødvig Borgerforening holdt det første borgermøde om planerne. Dengang mødte en række lokale op for at høre nærmere om planerne, og blandt dem var en flok entusiaster, der meldte sig til en arbejdsgruppe. Det er dem, der har lavet forslag til ruter, og som siden har prøvevandret de fire stier, som nu ligger klar til brug.

Læs mere i DAGBLADET Stevns

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...