Fra højt franskbrødshår og udenadslære over trompetbukser og diskomusik til iPads og demokrati i undervisningen. Strandskolen er netop fyldt 50 år, og fødselsdagen blev fejret hele sidste uge, hvor skolen var omdannet til en slags tidsmaskine for elever og personale.
Skolen på Kongens Enge i Karlslunde åbnede dørene for de første elever i september 1966. I den forgangne uge fejrede alle elever på Strandskolen fra 0. til 9. klasse skolens fødselsdagsuge med at dykke ned i netop de fem årtier, som skolen har eksisteret.
Eleverne arbejdede sammen på tværs af klasser med de fem årtiers musik, tekster, personer, mode, børnefjernsyn, levevilkår og ikke mindst skoleliv. Eleverne fik 60'erne, 70'erne, 80'erne, 90'erne og 00'erne ind under huden og arbejdede i en lang række forskellige værksteder med alt fra bevægelse og teater til film, musik og journalistik. Alt sammen for at få en fornemmelse for de årtier skolen har eksisteret.
- Det har været fantastisk at se, hvordan eleverne er gået til opgaverne, siger skoleleder på Strandskolen, Lillian Gustafsson.
Torsdag eftermiddag var der åbent hus på hele skolen, hvor skolens solrige skolegårde og klasselokaler fyldtes med forældre og bedsteforældre, der fik lov at komme med på tidsrejse i årtierne. Her kunne man opleve alt fra elevernes egne teaterstykker, kunstneriske produkter, musikalske indslag og film til reflekterede artikler skrevet af de store elever i 7., 8. og 9. klasse.
- Eleverne var så stolte over at optræde med musik og teater og vise alle deres produkter frem for forældrene. Det varmer en skoleleders hjerte at se den store forældreopbakning, der altid er til vores arrangementer. Det betyder virkelig meget for personalet, når de har slidt så hårdt i en hel uge, at få den anerkendelse det er, at så mange forældre kommer, siger skolelederen.
Til åbent hus-arrangementet solgte eleverne også hjemmebagte kager i kilometervis, kaffe, toasts og saft i store mængder for på den måde at tjene penge til lejrskoler, studieture og sidste skoledag.
Og festen sluttede ikke her. Lørdag var alle skolens tidligere elever inviteret til stor fest for at fejre skolens jubilæum. Her var der op mod 700 mennesker til spisning, bar og dans i et gigantisk festtelt på skolens fodboldbane. Og på den måde fik Strandskolen med både fest og faglighed fejret sine første 50 år.