Jubilæum: Glarmester Helle Berger Husmer har ti års jubilæum med sit glarmesterfirma MS Glas. Det er det tidligere Midtsjællands Glas, der nu har skiftet navn.
Navneskiftet skete her i foråret i forbindelse med, at firmaet flyttede til nye lokaler i Rugvænget 13 i Ringsted.
Helle Berger Husmer begyndte i Nørregade 14. Her lå hun i fem år inden firmaet flyttede længere ud ad Nørregade til nummer 49. Dengang var forretning og værksted adskilt - værkstedet lå på Sleipnersvej.
I foråret flyttede MS Glas til Sleipnersvej, og der for fordi firmaet havde brug for mere plads. Desuden ønskede Helle Berger Husmer at samle aktiviteterne.
- Tingene har udviklet sig i en god retning, så nu skulle vi have mere plads, forklarer Helle Berger Husmer.
I Rugvænget er der stor butik og stort lager, 300 kvadratmeter i alt. Desuden er der en port til værkstedet, og det betyder, man kan køre materialer ind på en pallevogn. Det letter arbejdet.
På længere sigt håber Helle Berger Husmer da også på at kunne ansætte flere medarbejdere. På nuværende tidspunkt er de to, og da de ofte er ude på opgaver sammen, så er det ikke muligt at holde åbent i butikken hver dag. Der er fast åbent torsdag klokken 8-16 og første søndag i måneden klokken 8-12, og ellers efter aftale.
MS Glas løser alle typer opgaver med glas, lige fra at indramme billeder til opsætning af glasvægge, skydedøre og brusekabiner til udskiftning af vinduer og døre.
- Der er kommet meget mere glas i både private boliger og erhvervsbyggeri. Vi vil gerne have lys, og vinduespartierne bliver større og større. I dag kan man få vinduer med samme isoleringsevne som en fuldmuret væg.
Indramning af billeder sker efter mål. I dag er det ikke ualmindeligt, at folk får sat børnenes først sæt tøj i glas og ramme eller fodboldentusiasten får indrammet en klubtrøje.
Selv om Helle Berger Husmer begyndte som selvstændig lige før finanskrisen satte ind, så er hun kommet godt igennem den.
- Jeg har ikke kunne mærke krisen. Jeg har haft vækst i alle årene, fortæller hun.
bodil