Den nystiftede grønlandske forening - Kalaaliaraq, som har til formål at formidle grønlandsk kultur, samt at udfylde behovet for et forsamlings- og tilholdssted for grønlændere og andre, som har en interesse for grønlandsk kultur og åndsliv, holder lørdag den 3. september , den første kaffemik siden foreningens start. Den finder sted mellem klokken 13 og 17.
- Vi glæder os til at høre, hvad I har oplevet i Grønland, lyder det fra foreningens bestyrelse, som også har inviteret Grønlands-elskeren Anders Lund Madsen til at deltage. Og han kommer.
Kaffemikken holdes i Frivilligcentrets lokaler på Kronborgvej 1. c 2. sal i Helsingør.
- Kalaaliaraq's formål handler om at holde liv i den dybe og rige grønlandske kultur, som netop handler om at tage os af vores medmennesker og være nærværende, fortællende og aktivt hjælpende for hinanden. Dette er en værdi der vil være en berigelse for vort rigsfællesskab og ikke mindst vores grønlandske frænder i Nordsjælland, lyder det fra foreningen, som meget gerne tager imod nye indmeldelser fra hele Nordsjælland.
