Festligt farvel til ægteparret Rømer

Mellem 200 og 300 mennesker var torsdag eftermiddag samlet i Truckhallen for at sige farvel og tusind tak til Klaverfabrikkens daglige leder Birgit Rømer, der går på efterløn den 1. oktober, og booker i Klaverfabrikken Live Jens Rømer, der har sagt sit job op.

61-årige Birgit Rømer har været ansat på Klaverfabrikken som daglig leder siden 1996 og 60-årige Jens Rømer har været ansat på Klaverfabrikken siden 1999, senest som booker, så det var to af Hillerøds helt store kultur-kanoner, som sagde farvel. Køen til kram fra parret var derfor lang fra starten af og talte en lang række kulturpersonligheder, politikere, venner og frivillige.

- Mennesker ændrer mennesker. Rigtig mange herinde og hundredvis i årenes løb har på et tidspunkt mødt en Rømer, og det har ændret deres liv fuldstændigt. I har gjort det ud fra faste paroler om, at alle kan bruges, alle skal ses, og alle kan vokse ved at være en del af et stærkt fællesskab. Det fællesskab har I skabt på jeres helt egen hjemmebane, Klaverfabrikken, hvor I har skabt et hjerterum, der gror mellem generationer, hudfare, livsvilkår og hvor forskellighed hyldes. Det hjerterum skal I i dag have ros, respekt, ære, kærlighed og tak for, sagde den nuværende leder af Klaverfabrikken Live, Jens Jepsen, der bliver ny daglig leder, når Klaverfabrikken Live og Klaverfabrikken bliver slået sammen.

Han var i begyndelsen af sin tale også iført et kostume, for »jeg kan ikke have det siddende på mig, at du, Birgit, i vores 14 år sammen på Klaverfabrikken ikke har kunnet få mig i et kostume«, som han sagde.

Han afslørede også en gave til parret fra Klaverfabrikken, nemlig et stort maleri af den lokale kunstner Claes Fernblad, der også står bag Klaverfabrikkens logo.

Leo Knudsen, der er tidligere direktør i Hillerød Kommune, takkede også parret.

- I er meget sjovere at sige goddag til end farvel til. Jeg har kendt Klaverfabrikkens historie hele vejen fra begyndelsen af 1990. Fra en græsrodsbevægelse til en multifunktionel stjerneinstitution. Det værdigrundlag, som Klaverfabrikken blev skabt på, det eksisterer fuldstændig intakt i dag, og det er jeres fortjeneste, sagde han.

Imellem talerne blev der vist små film fra Klaverfabrikkens historie med billeder og avisudklip. Desuden var der musikalske og dramatiske indslag af musikskolen, Klaverfabrikkens dramaskole, sanggrupperne Sisters og Søkøerne akkompagneret af Svend Jørgensen.

- Det er et fantastisk sted: Masser af mangfoldighed, alle er velkomne, uanset køn, hudfarve, religion og social status, sagde formanden for Kultur- og Fritidsudvalget Peder Bisgaard og nævnte især spillestedet Cisternen, som en vild ide, som var blevet til virkelighed og et unikt sted i Danmark.

Birgit og Jens Rømer var begge glade og overvældede, da de sammen tog mikrofonen og takkede de mange, der var kommet.

- Der er ingen ord, der er fyldestgørende for, hvad vi føler i den her situation. Det er meget, meget overvældende. Jeg fik aldrig nogen polterabend. Nu ved jeg lige præcis, hvordan det er at blive hevet ind uden at være forberedt på det og blive klædt i et fuldstændig vanvittigt kludeværk. Så tak, sagde hun.

Efter receptionen uddybede hun:

- Det er vildt mærkeligt, at det snart er slut. Det er jo en tredjedel af mit liv, jeg har brugt her. Jeg er sgu stolt, sagde hun.

Uden for stod kamelen Abu og ventede på parret som en overraskelse. Birgit Rømer klatrede op og satte sig mellem puklerne, og hun blev trukket rundt om biblioteket, mens Jens Rømer spillede på Kessers horn.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...