VIDEO og billeder: Flot jagtridning i Gulddysse Skov

Det var ikke solskin, men det var på den anden side heller ikke regnvejr, så vejret var udmærket, da den første jagtridning nogensinde blev afholdt i Gulddysse Skov søndag formiddag. Arrangørerne havde lagt en rute, som gjorde, at publikum havde hele fire steder, hvor de havde godt udsyn over ridningen, og publikum kvitterede med at møde talstærkt op.

Starten gik på sletten ved Gedemosen i skovens nordlige del. Her havde en større gruppe tilskuere, omkring 100 styk, taget opstilling på bakken op fra sletten. Her kunne de se den første gruppe ryttere klare alle springene fint, og i deres flotte røde jakker kom de dundrende op ad bakken i fuld galop inden de forsvandt ud af syne ind i skoven imens publikum jublede.

Helt så heldig var gruppe nummer to ikke. Her var der et voldsomt styrt allerede på forhindring nummer to, da den forreste rytter skulle over. Det var tilmed den kvinde, som havde fået jagten til Gulddysse Skov, som måtte bide i græsset, Birte Keidser, som derefter, helt naturligt, trak sig fra jagtridningen for at sunde sig. Først da hun var okay, kunne feltet fortsætte ridningen.

- Både jeg og hesten har det godt. Det er helt naturligt, at vi lige stopper og sunder os lidt. Min hest blødte også lidt fra en ridse ved øjet. Vi skal passe på hinanden og have det sjovt, når vi rider jagt, siger Birte Keidser, som er fra Ølstykke.

På bakken var der stor jubel over de mange flotte heste og ryttere.

- Jeg har selv hest. Det er helt fantastisk at se dem komme i fuld fart. Der er bare noget over at få lov at ride i naturen. Jeg ville så gerne være med. Men jeg bliver bare glad af at være her og se alle dem, som synes, det her er sjovt, drømmer Laura Tønnesen fra Jyllinge.

Arrangørerne er med på at komme retur til Gulddysse Skov, men det bliver nok først om to år.

- Vi rykker lidt rundt, men som det er gået i dag, og med det kæmpe publikum som er kommet, så kan jeg godt se os være tilbage igen om to år, men nu skal vi lige snakke om, hvordan det er gået, smiler medarrangør Gitte Møller, inden rytterne forsvinder ind i skoven, på jagt efter ræv, flere spring og en oplevelse i skoven.

Alt i alt cirka 80 ekvipager var med til jagtridningen, som arrangeres af Sportsrideklubben.

Læs hele reportagen i DAGBLADET Roskildes mandagsudgave. Her kan du klikke dig igennem DAGBLADETs billeder fra dagen, hvor der også er billeder af Birte Keidsers styrt.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...