Løve Apoteket, som har afdelinger overalt i landet, åbner i Vestsjællandscentret til oktober. Det sker ved den tidligere Intersport-forretning, hvilket betyder, at Slagelse snart har tre apoteker.
Det skriver Sjællandske.
Det er den samme apoteker, Jacob Hjelme, der står bag tre filialer i Næstved og Fensmark, som åbner op her. Og at behovet for endnu et apotek er til stede - denne gang i Vestsjællandscentret - er han ikke i tvivl om.
- Jeg synes, der skal være et apotek i et center, ligesom vi har i Næstved Storcenter. Det betyder jo også, at vi kan tilbyde længere åbningstider, end de andre apoteker kan. Og selvfølgelig ved jeg godt, at konkurrencen kan blive hård, men jeg mener, vi kan dække et behov her, lyder det fra Jacob Hjelme, som ikke er den eneste, som åbner nyt apotek i landet i disse tider.
Den nye og noget lempeligere apotekerlov, som trådte i kraft i juli 2015, har nemlig sat gang i en større bølge af apoteksåbninger, lyder det hos Danmarks Apotekerforening. På et år er der kommet 82 nye til på landsplan, mens knap 18 er på vej.
Førhen var det Sundhedsstyrelsen, som bestemte, om der kunne åbnes et apotek, og reglerne var stramme. Sidste år trådte en ny lov i kraft, som betyder, at man som apoteker må åbne op mod syv filialer under den forudsætning, at de ligger inden for en radius af 75 kilometer fra moderapoteket.
