En vagt overraskede ved 00.30-tiden natten til tirsdag to indbrudstyve, der var kravet ind over hegnet i varegården hos Netto i Frederiksværksgade i Ullerød.
Fra varegården kastede den ene tyv ting fra varegården over hegnet til den anden tyv, som læssede det ind i en varevogn.
»Da de blev opdaget af vagten, flygtede de fra stedet ved at starte bilen og køre den direkte mod vagten, som måtte springe til side for ikke at blive kørt ned«, oplyser Dansk Sikkerhedsvagt til Frederiksborg Amts Avis.
Vagten vurderer at de to indbrudstyve primært fik læsset bilen med tomme flasker fra varegården. Til politiet har han fortalt, at det drejede sig om to unge mænd, der var iført hættetrøjer. De kørte fra stedet i en hvid varevogn af mærket Fiat Ducato.
