Det er et mangeårigt ønske, der nu bliver til virkelighed på Hillerød Vest Skolen, afdeling Ålholm, for her efter skolesommerferien er en ombygning gået i gang. Renoveringen varer to år og skal gøre skolen, der længe har været kritiseret for at være nedslidt, topmoderne. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.
- Skolen er en af de ældste skoler i Hillerød, og der har i mange år været tale om en renovering. Det skyldes blandt andet, at Hillerød Vest Skolen, afd. Ålholm er mere uhensigtsmæssig indrettet. Det har derfor været et ønske at prioritere skolen, siger borgmester Dorte Meldgaard (K) i en pressemeddelelse.
Hillerød Vest Skolen, afdeling Ålholm er en tidstypisk fingerplanskole fra 1966-72.
- Folkeskoleloven har udviklet sig løbende. Det betyder, at vi skal skabe nogle nye, tidssvarende og funktionelle rammer for undervisningen, så vi kan lave en bedre skole og sikre, at alle elever har de bedste forudsætninger for at blive så dygtige, som de kan. Formålet med ombygningen af Hillerød Vest Skolen, afdeling Ålholm er derfor at ajourføre det fysiske miljø, så det passer til de nuværende og fremtidige undervisningssituationer, siger Dorte Meldgaard.
Entreprenørvirksomheden Skou Gruppen, der har hovedkontor i Hørsholm og beskæftiger over 150 ansatte, foretager ombygningen.
- Hos Skou Gruppen er vi glade for at have vundet licitationen, og vi ser frem til at forbedre og løfte Hillerød Vest Skolen, afdeling Ålholm til et helt nyt niveau i løbet af de to kommende år og sikre, at skolen lever op til moderne standarder og folkeskolereformen, siger Martin Skou Heidemann, direktør i Skou Gruppen.
Hillerød Vest Skolen, afd. Ålholm skal være i drift under hele ombygningen. Byggeprocessen er derfor opdelt i etaper for at genere skolens brugere mindst muligt.
I første etape, der netop er begyndt og varer frem til starten af 2017, etablerer Skou Gruppen personalerum og undervisningslokaler for elever med særlige behov. For disse børn bliver der skabt mere intime rammer i indretningen af mindre, men lyse lokaler efter ønsker fra skolens personale.
Gennemgående for hele ombygningen er multifunktionelle, åbne og flydende arealer.
- Visionen er at skabe et sundt og inspirerende miljø for skolens brugere og gæster. Vi skaber et afklaret og nærværende miljø præget af lys og luftighed, som er bygget af gode, sunde og robuste materialer, siger Hannibal Hink, sagsarkitekt og byggeøkonom MDB i BBP Arkitekter, der er totalrådgiver på byggesagen i samarbejde med underrådgiver Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma.
I anden etape står hovedbygningen for tur. Det er den store del af ombygningen, som foregår fra 2017-18.
Her laves et »læringstorv« med en amfitrappe i træ, hvor der er plads til 70 siddende personer. På torvet etableres fleksible og uformelle arbejdsoaser for at imødekomme moderne læringsformer.
De nye klasselokaler bliver større og meget mere tidssvarende. Og der etableres glasdøre for at skabe en flydende overgang til torvet.