Tre nye lejere på trapperne i Vestsjællandscentret

Der er både mad og medicin på menuen, når Vestsjællandscentret i oktober byder såvel Løve Apotek som caféen Dalle Valle velkommen i stueetagen.

Det er to af tre lejere, herunder også telekæden Telia, som gør klar til at leje kvadratmeter i byens indkøbsmekka, som siden renoveringen sidste år har budt flere nye butikker velkommen og givet andre og i forvejen eksisterende lejere nye lokaler.

Telia rykker ind i den tidligere Jack & Jones-butik ved Kvicklys parkeringsplads, hvor også Telenor-konkurrenten har til huse. Der bliver derfor kamp om telekunderne i den ende af centret, som ligger tættest Østerbro.

Cafékonceptet Dalle Valle rykker ind i de lokaler, som på centertorvet tidligere udgjorde nu konkursramte Fonas elektronikforretning. Og trods gisninger om, at lejemålet skulle deles op, står det nu klart, at alle kvadratmeter i hjørnet skal bruges til brunch, buffet og andre kulinariske islæt.

Også her er kontrakten underskrevet og baner derfor nu vejen for, at Dalle Valle, som har i alt syv af sine eksisterende ni caféer placeret i hovedstadsområdet, kan rykke ind til oktober.

- Og det har jo vist at være en kæmpesucces andre steder, så vi glæder os meget til at byde sådan et koncept velkommen, fortæller Vestsjællandscentrets marketingchef, Jane Dahl.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...