Skræddermester Celli Freifeldt er sovet ind

Efter et langt og lykkeligt liv sov skræddermester og leverandør af tøj til hoffet Celli Freifeldt, Ordrup, tidligt søndag morgen ind i en alder af 95 år.

Få har som han haft et så lykkeligt og begivenhedsrigt liv. Et liv, han selv formede, og som blev præcis, som han ønskede det.

Begge forældre var jødiske skræddere indvandret fra Rusland i begyndelsen af 1900-tallet.

Allerede som 10-årig trådede han i forældrenes eget skrædderi på Vesterbro i København sin første nål, da moderen betroede ham at sy lommer. Som ung fik han en læreplads hos skrædderen Carl Schramm på Frederiksberg, men i 1943 måtte familien flygte til Sverige på grund af nazisternes jødeforfølgelser. Her blev han videreuddannet.

Da familien i 1945 vendte tilbage til København fik han arbejde i et af byens fornemmeste modehuse, Fonnesbech, der ikke længere eksistere.

Få år efter valgte han at starte sit eget design under navnet Celton.

Celli Freifeldt gik aldrig på kompromis og sendte aldrig tøj på gaden, som ikke i alle detaljer levede op til hans høje krav. Kvalitet og grundighed var til alle tider nøgleord for hans skræddervirke.

Hans tøj blev forhandlet hos en række af landets førende stormagasiner og butikker, og snart fik også Kongehuset øje på skræddermesteren på Amagertorv.

I 1994 blev Celli Freifeldt udnævnt som kongelig hofleverandør, og også det svenske kongehus har glæde af hans dragter. I 2008 modtog han ridderkorset.

Selvom arbejdet fyldte en meget stor del af Celli Freifeldts liv og virke, så var det altid familien, der var i centrum.

Han havde et meget tæt forhold til sine tre børn, svigerbørn, seks børnebørn og to oldebørn, også efter at hans trofaste og kærlige støtte gennem 52 år, Ebba, for otte år siden døde. Det nærvær og den varme, som han gav fra sig, kom ham til gode i hans sidste tid, hvor hans store familie aldrig svigtede og var ved hans side til det sidste.

Celli Freifeldt begraves fra Mosaisk Vestre Begravelsesplads onsdag 31. august kl. 12./peb

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...