Nadeem fylder 40: På et tidspunkt er jeg tilbage i lokalpolitik

Det stod ikke skrevet i stjernerne, at Nadeem Farooq skulle være politiker. Han kommer fra et arbejderhjem, hvor snakken om middagsbordet først og fremmest kredsede om de daglige gøremål. Men efter at Nadeem fik overtalt forældrene til et abonnement på dagbladet Politiken i folkeskolen, fik han hurtigt øjnene op for politik og samfundsdebat.

Tiden på Høje-Taastrup Gymnasium stimulerede hans lyst til at blive aktiv i politik. I 2000 var han med til at stifte det lokale integrationsråd, som han senere blev formand for. Året efter stiftede han Radikal Ungdom Vestegnen.

Sideløbende med studierne i nationaløkonomi på Københavns Universitet, underviste han gennem flere år i netop økonomi på DTU i Lyngby.

Ved kommunalvalget i Høje-Taastrup i 2005 fik Nadeem Farooq en central position. Ikke kun fordi han sprængte den radikale opstillingsliste og blev det første radikale byrådsmedlem i mere end to årtier. Men først og fremmest fordi han blev tungen på vægtskålen og med sin afgørende stemme gjorde den unge, men ambitiøse Michael Ziegler (K) til borgmester.

'Et markant samarbejde'

»Det blev startskuddet til et markant og tillidsfuldt samarbejde mellem Radikale Venstre og Konservative i byrådet. Min politiske mærkesag var at tilrettelægge de politiske indsatser således, at de skabte flest mulige arbejdspladser i kommunen. Mit største politiske resultat var da også at sætte en offensiv erhvervspolitik på dagsordenen i byrådet. En politisk dagsorden, som lagde kimen til kommunens markante satsning på vækstpolitikken, og som har sikret kommunen positionen som en af de førende vækstkommuner i Danmark,« siger Nadeem.

I 2010 blev han viceborgmester og tog samtidig beslutningen om at stile målrettet efter at komme i Folketinget. Det lykkedes i forbindelse med valget i 2011, hvor han efter en lang og udmattende valgkampagne rykkede de professionelle teltpæle til Christiansborg. Det betød samtidigt et farvel til 'verdens bedste' kolleger i Nets, hvor han som talknuser arbejdede med at forhindre svindel på kreditkort.

På Borgen kom Nadeem Farooq hurtigt i fokus med tunge ordførerposter som skatteordfører og arbejdsmarkedsordfører. Selvom han ikke nåede at blive minister, fik Nadeem Farooq markeret sig i offentligheden med et loyalt og standhaftigt forsvar af Margrethe Vestagers politiske linje, ikke mindst på dagpengeområdet og skattepolitikken.

Forud for folketingsvalget i 2015 valgte Nadeem imidlertid ikke at genopstille, dels for at prioritere sin familie med små børn og dels for at vende tilbage til erhvervslivet. Nadeem Farooq er fornylig blevet ansat som public affairs chef i Finanssektorens Arbejdsgiverforening. Her skal han bruge sit politiske netværk samt sin politiske tæft til at sikre finanssektorens et bedre image og større politisk indflydelse både på Christiansborg og i Bruxelles.

Vender tilbage

Nadeem Farooq afslører, at han på et tidspunkt agter at vende tilbage til lokalpolitik i Høje-Taastrup Kommune. Men indtil den dag oprinder, vil han som lokalpatriot altid stille sig selv og sit politiske netværk til rådighed i Høje-Taastrup Kommunes tjeneste.

Nadeem Farooq bor i Høje-Taastrup med sin hustru Zubia. Sammen har de to børn, Isha og Medina. I fritiden nyder han at følge favoritholdet Real Madrid og at stikke af på storbyferie, når lejligheden byder sig.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...