Mandag morgen var eftersøgningen fortsat i gang, efter den 17-årige pige, der har været meldt savnet siden søndag morgen. Det oplyser vagtchefen ved Sydsjællands Politi til sn.dk.
Ingen har set den 17-årig pige, siden hun forlod Korsør Station søndag morgen, og helikopter og hunde har aftenen over været sat ind for at finde hende.
Vagtchefen oplyser til sn.dk, at man ikke vil gisne om, hvorvidt pigen har været udsat for en forbrydelse.
Pigen skulle have været på arbejde som kirkesanger i Korsør Kirke klokken 9.30 søndag morgen, men mødte ikke op.
Hun er sidst set klokken 04 søndag morgen, da hun tog afsked med sine to veninder ved Korsør Station. Sammen havde de efter byturen i Slagelse taget toget til Korsør.
Fra stationen skulle hun gå cirka to kilometer alene gennem byen for at nå hjem til forældrenes hus i byens centrum.
Siden pigerne tog afsked med hinanden kl. 04 søndag morgen, har der ikke været livstegn fra pigen.
Hun er ifølge politiet ikke typen, der bare ville blive væk.
Pigen er 168 centimeter høj og beskrives som almindelig af bygning med langt brunt hår.
Hun var iført en sort langærmet cardigan med en sort blondebluse under, blå jeans og blå Adidas sko.
Politiet kan kontaktes på 114, hvis man har nogen oplysninger om, hvor pigen befinder sig.
Sydsjællands Politi har ikke udsendt billede af pigen, hvorfor sn.dk heller ikke viderebringer et billede.
