Københavns Vestegns Politi oplyser, at man den seneste tid har oplevet flere sager om ulovlig brug af softguns. Softguns er skydevåben, der skyder med små plastikkugler, men som i øvrigt er vellignende kopier af skydevåben til skarp ammunition.
Softguns er jævnligt baggrunden, når bekymrede borgere ringere til politiet og siger at de har set personer med skydevåben, da det er meget nemt at forveksle en softgun med en rigtig pistol eller gevær.
I de situationer lader politiet forstå, at man ingen chancer tager og behandler sagen, som et muligt farligt skydevåben.
Det vil sige, at folk der bruger softguns ulovligt, ikke bare risikerer at skræmme andre borgere, men også kan aktivere store politiaktioner.
"Vi ser desværre ofte folk under 18 år med softguns. Og vi ser desværre også ofte at folk bærer softguns i det offentlige rum. Begge ting er ulovlige. Det skaber frygt hos andre borgere, det belaster politiets ressourcer og det kan føre til ulykker", siger politikommissær Lars Jørgensen fra Københavns Vestegns Politi.
Senest er politiet bekendt med en softgun-ulykke, hvor en person blev ramt af en softgun-kugle i ansigtet, der siden måtte opereres ud.
Softguns er omfattet af våbenloven. I Danmark må de alene bruges på baner, som er godkendt af politiet eller på din private grund. Når man transporterer softguns til og fra baner, må de ikke bæres synligt eller på kroppen, men det skal ske i en kuffert eller taske til formålet.
Man skal være 18 år for at købe og eje en softgun i Danmark.