Det er en lille by, som løber med årets vækstpokal i Roskilde Kommune målt på procentvis stigning, men herefter følger tre af de mellemstore landsbyer, som alle har godt gang i væksten. Det viser tal fra Danmarks Statistik fra 2015.
Øverst på skamlen over byer med størst procentvis tilvækst ligger nemlig Vor Frue. Den lille landsby er vokset med 4,0 procent i indbyggertal på bare et år. I faktiske tal betyder det en stigning på 28 indbyggere, og 725 personer kan nu kalde Vor Frue for deres hjem. De seneste 10 år er der i alt kommet 77 flere beboere i Vor Frue. Årsagen til stigningen skal formentlig findes i, at byens gamle plejehjem har fået nye beboere, da det er blevet omdannet til beboelse til unge og siden til flygtninge.
Statistikken skrævvrides dog af, at Danmarks Statistik har Trekroner og Himmelev med som en del af kategorien »Roskilde By«, og naturligvis er det i det område, at befolkningstilvæksten har været størst. Der bygges jo fx fortsat meget i Trekroner, og beboerne er også begyndt at flytte ind på det område i Himmelev, som tidligere husede Frøbelseminariet. I alt 749 nye indbyggere er der kommet i Roskilde By det seneste år, og ser man over en 10-årig periode, så er der flyttet 4239 ekstra ansigter ind i Roskilde By.
Ser man på de procentvis stigninger, så ligger de mellemstore landsbyer rigtig godt til.
Gundsømagle er toer i regnskabet med en stigning på 3,9 procent eller 93 nye indbyggere alt i alt. Det skyldes hovedsageligt byudviklingen i byens østlige ende, hvor der i en periode er bygget og fortsat vil blive bygget nye huse. De seneste 10 år er Gundsømagle vokset med 293 indbyggere.
Ågerup er treer med en stigning sidste år på 3,3 procent. Også her skyldes stigningen byggeri af nye boliger. Her er det vest for byen på arealet ned mod Store Valby. Sidste år kom der således 46 flere beboere i Ågerup, hvilket er cirka halvdelen af de nye indbyggere, der er flyttet til Ågerup de seneste 10 år. Her er der kommet 95 flere indbyggere til.
Den sidste by, der kan præstere en vækst på mere end to procent er Vindinge. Her er stigningen på 2,5 procent, hvilket er 56 flere beboere. Også i Vindinge er der bygget en del nye boliger. Over de seneste 10 år er der kommet 312 flere beboere i Vindinge.
Størst tilbagegang i kommunen står Viby for. Der er kommet 28 beboere færre i løbet af 2015. Også Store Valby, Herringløse, Svogerslev og Gadstrup tegner sig for minimale minusser på indbyggerkontoen det seneste år.
