Af Peter Hansen, adm. direktør, Andersen & Martini A/S
En legende i bilbranchen og min gode ven har forladt os: Forhenværende adm., bestyrelsesformand og storaktionær i børsnoterede Andersen & Martini A/S, Per Martini, døde i sit hjem i Charlottenlund mandag den 27. juni i en alder af 83 år.
Per Martini var søn af Percy Martini, der sammen med Harald Andersen lagde grundstenen til Andersen & Martini A/S i 1939. I flere end 60 år arbejdede han ihærdigt og trofast for familiens hjertebarn. Målet var klart: Andersen & Martini skulle være Danmarks bedste og største bilforhandler, med alt hvad det indebærer.
Per Martini tog en HA-eksamen fra Handelshøjskolen i København, og herefter knoklede han langt størstedelen af sit liv for Andersen & Martini. En enkelt gang blev han afbrudt af en afstikker til ejendomsbrancen, hvor han begyndte at læse til ejendomsmægler om aftenen. Han fik nok lidt for meget af den gamle patriark Percy, men familievirksomheden løb i blodet, og han kunne ikke holde sig væk. Efter kort tid vendte han hjem igen og overtog efter faderens død ansvaret som administrerende direktør og senere som formand for bestyrelsen.
I sin formandstid var Per Martinis bedste beskæftigelse at gå og sludre med medarbejderne, og han kunne alles navne og kendte manges familier. Selv efter at Per Martini for nogle år siden overlod formandsposten til tidligere bankdirektør Henning Hürdum, kunne han ikke slippe familiens kæreste eje og holdt ugentlig kontakt med direktionen om virksomhedens drift.
Hovedaktionærrollen overlod Per Martini til undertegnede ved det store aktiesalg i 2008, men hans kærlighed og passion til virksomheden svigtede aldrig. Med Per Martini i spidsen var Andersen & Martini en af initiativtagerne til etableringen af indkøbsforeningen Techno Danmark, som varetager forhandlernes interesser på indkøbssiden på tværs af mærker. Også her høstede Per Martini høj anerkendelse og var gennem mange år fast dirigent ved generalforsamlingen.
Per Martinis store engagement i branchen og hans passion for at højne standarden i branchen blev anerkendt ved, at Per Martini for få år siden blev udnævnt til æresmedlem af Autobranchen Danmark.
Jeg kom selv til Andersen & Martini i 2001, og meget hurtigt udviklede formand-direktørforholdet sig til et rigtigt makkerpar - og endda et venskab for livet.
Per Martinis dyder om sandhed, ordholdenhed og venlighed blev aldrig tilsidesat, og han talte ofte om sine forpligtelser til sine medarbejdere og deres familier. Det var ikke sjældent, at virksomheden fejrede livslange jubilæer. Per Martini havde en hukommelse som en elefant. Om det gjaldt navne, datoer eller numre, så kunne han dem altid i hovedet.
Selv i en alder af 80 år var Per Martinis øjne skarpe som en ørns, og han havde en næsten irriterende evne til at skimme en side og sige: "Der er en stavefejl" eller "Det tal stemmer ikke" - og sjældent tog han fejl. En nøjagtighed der igen og igen højnede virksomhedens troværdighed.
Privat boede Per Martini sammen med sin elskede Marianne til det sidste. Marianne tog sig af Per Martini under hans alvorlige sygdom tilbage i midten af 00'erne og forsøgte ihærdigt at få ham til at leve sundt. Det lykkedes også i det store hele, men selv Marianne kunne ikke få Per Martini til at kvitte cigaretterne og sin Dry Martini. For selv her var han principfast. Når han i lejligheden i Cannes kun kunne få Noilly Prat, kørte han gerne til den norditalienske by Ventemiglia for at få ægte Martini til sin Dry Martini. Det kunne ikke være anderledes.
Per Martini var til det sidste omgivet af sine altid elskede døtre, Dorte, Lene og Helle, som han fik med sin første hustru, Kate, inden han mistede hende, da hun gik bort. Da han mødte Marianne fik han også sine to bonussønner Peter og Mads - og han elskede hele sin familie højere end noget andet. Per Martini elskede at være familiens samlingspunkt til fødselsdage, fester og på utallige rejser med hele familien.
Både jeg selv og Andersen & Martini vil savne Per Martini uendeligt meget; må hans elefanthukommelse smitte os andre i mindet om hans fantastiske person.
Æret være hans minde.
Bisættelsen finder sted fra Skovshoved Kirke torsdag den 7. juli kl. 13.00.