For første gang er det før-skolealderen, blikket rettes mod, når undervisningsministeren kalder til møde i Sorø. Det skriver DAGBLADET og Sjællandske.
Hvert år danner Sorø Akademi rammen om Sorø Mødet, hvor undervisningsministeren inviterer fagfolk, politikere og embedsmænd til et tre-dages møde om aktuelle emner indenfor ministeriets virkeområde. Bertel Haarder tog i 1982 initiativet til mødet.
I årenes løb har folkeskoloen naturligt nok udfyldt langt de fleste møder i Sorø, men i år har minister for børn, undervisning og ligestilling, Ellen Trane Nørby (V), valgt for første gang at sætte fokus på dagtilbud.
"Stærke dagtilbud gør en forskel for alle børn" er overskriften for Sorø Mødet, hvor ministeren spørger:
- Hvordan kan vi for eksempel styrke den pædagogiske læreplan, hvordan understøtter vi bedst den vigtige overgang mellem dagtilbud og skole, og hvordan skaber vi forudsætningerne for et godt samarbejde mellem forældrene og det pædagogiske personale?
Mødet holdes på Sorø Akademis Skole fra onsdag den 3. august til fredag den 5. august.
