Sagafjord evakueres

Sagafjord er fredag eftermiddag ved at blive evakueret. Det sker, efter at restaurationsskibet er stødt på grund ved Ringøen i Kattinge Vig, hvor det fortsat står fast.

- Det lyder så dramatisk, men det er det nu ikke, siger Steen Malmberg, der er direktør for rederiet Sagafjord.

Ifølge direktøren er der cirka 25 passagerer om bord på skibet.

- Planen er at få dalle 25 evakueret, så de kan komme ind til land og bagefter få skubbet Sagafjord fri ved hjælp af en slæbebåd, som er på vej, siger Steen Malmberg.

Det er intet, der tyder på, at skibet har taget skade ved grundstødningen. Fjordbunden er blød, og skibet er solidt bygget og har før oplevet grundstødninger uden at lide overlast. Ikke desto mindre kommer dagens grundstødning til at betyde, at nogle afgange bliver aflyst.

- Det er rigtig ærgerligt, at vi bliver nødt til at aflyse - måske kan vi servere på kajen for dem, der skulle have været ude i aften - det har vi ikke helt opgivet - men vi håber, at vi kan sejle igen i morgen lørdag. Men først skal vi selvfølgelig lige have en dykker ned for at se, at der ikke er sket noget med skibet, siger Steen Malmberg.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...