Simon Sears gik i noget tid uden at vide, hvad han skulle arbejde med. En dag faldt brikkerne på plads, og det blev starten på en lovende karriere. For nylig vandt skuespilleren fra Solrød en Reumert som 'årets talent', og snart kan han ses som en af hovedrollerne i en stor dramaserie på DR.
- Hej, lad os gå over på en café i nærheden. Min lille søn græder, så det er nok bedst at være et andet sted, siger Simon Sears med et smil på læben og et fast håndtryk. Vi møder ham ved hans lejlighed i København, hvor han bor sammen med sin kæreste og nyfødte søn. På vej hen til caféen passerer vi gamle, slidte bygninger med graffiti og noget af det nybyggeri, der symboliserer den forvandling, der er i gang i hovedstaden. Overalt er der vejarbejde, og byggekraner er i gang med at lave nye lejligheder til de mange tilflyttere, der hver måned stempler ind i København.
Området er et meget godt billede på Simon Sears' karriere som skuespiller. Den er blevet bygget op fra grunden og er ved at blive attraktiv for de store aktører inden for scenekunstscenen og tv-stationerne.
Oprindeligt er Simon Sears uddannet danser, efter at han fik interessen for kunstformen i Solrød Center som barn. Mens vennerne spillede fodbold, brugte Simon Sears mere og mere tid på gulvet. I begyndelsen blev han drillet med det, men hurtigt kunne de andre drenge godt se, at han havde et talent. Senere blev Simon Sears professionel danser og
turnerede i flere år rundt i Europa.
Langsomt blev han træt af udtryksformen, og så valgte han at stoppe karrieren. Læderskoene blev pakket væk, mens Simon Sears ikke vidste, hvad han skulle finde frem fra hylden i stedet.
Det ene øjeblik ville han være ejendomsmægler, det andet egyptolog.
- Lige meget hvad jeg prøvede, kunne jeg ikke sidde stille. Jeg tænkte, at jeg skulle lave noget scenevant, fordi jeg godt kunne lide at være på en scene. En af mine venner skulle bruge en til at lege hjemløs på en af hans videoer, og det var så sjovt. Der tænkte jeg, at der var noget der, og jeg prøvede det af nogle gange. Der besluttede jeg, at jeg ville være skuespiller. Det tiltaler mig, at man skaber noget selv, siger Simon Sears, der valgte at gå en vej, hvor vilkårene bliver sværere og sværere. Flere teatre er den seneste tid lagt sammen, mens mange politikere ofte snakker om at spare på kulturstøtten.
Svært for far
Hans far er fra Italien og voksede op i fattigdom. Simon Sears farfar var kunstmaler og tjente ikke mange penge, så Simon Sears far voksede op med trange kår økonomisk. Det var først, da han kom til Danmark i jagten på det rigtige at beskæftige sig med, at han fandt sin plads som stifter af et shippingfirma.
- Så kom hans søn og sagde, at han gerne ville være skuespiller og fattig. Det var han ikke videre begejstret for, men han støttede mig selvfølgelig, selv om der gik lang tid, hvor min far havde det stramt med det, fordi han i mange år havde kæmpet for at komme ud af fattigdom, siger Simon Sears.
Han valgte at flytte fra Solrød, fordi det ikke var mange af hans venner, der havde samme kunstneriske interesse som ham selv. Derfor rykkede han i en kort periode til Hjørring for at komme væk fra de trygge omgivelser og finde ud af, hvad han skulle. Efter få måneder i det nordjyske valgte han at bosætte sig i København, hvor han kom ind på Statens Scenekunstskole. Den dimitterede han fra i 2014 efter fire år, som han betegner som sindssygt hårde, især mentalt, fordi han skulle lære alle teknikker på kort tid og samtidig nogle dage var på skolen fra klokken ni om morgenen til klokken to om natten.
- Jeg ville bevise, at det ikke var en fejl, at jeg blev optaget, siger Simon Sears.
Efter et halvt år som stort set arbejdsløs nyuddannet skuespiller, de første måneder med en smule angst for, om der nogensinde kom indtægter, kom der gang i karrieren, blandt andet takket være private øvesessions med andre skuespillervenner, som Simon mødtes med for at prøve forskellige ting af for at blive bedre.
En af de roller, hans fik, var i 'Sidst på dagen er vi alle mennesker' på Mammutteatret, som han for nylig fik den fornemmeste teaterpris, Reumert, for som 'årets talent'. Han fik at vide, at han fik prisen få timer, efter at han blev far for første gang. Den officielle overrækkelse af prisen fandt sted i Operahuset foran rullende kameraer, som viste showet direkte på DR K.
- Jeg havde det bare fedt med at være med i stykket. At få det opkald få timer efter jeg var blevet far for første gang var fuldstændig sindssygt. Der var en følelse af, at jeg nåede lidt i mål. Der var også noget med 'se familie, nu struggler jeg ikke mere'. Det var en stor ære, og jeg er ufatteligt taknemlig. Det viser, at nogen kan lide, hvad jeg laver. Det var også på grund af min familie, at det også var vanvittigt dejligt at stå på scenen og få den anerkendelse for Reumert-prisen. Det har kostet en del hurlumhej at blive skuespiller, og derfor var det dejligt at kunne sige, at det godt kunne lade sig gøre. Mine forældre har skabt fundamentet, og jeg har lavet benarbejdet, siger Simon Sears.
Hovedrolle på DR
Han fik et tv-mæssigt gennembrud, da han spillede Tobias i DR's successerie 'Bedrag', og seerne kan lige så godt vænne sig til Simons Sears' ansigt. Han begynder nemlig snart optagelserne til den næste store dramasatsning på Statsradiofonien, når han skal være med i 'Herrens Veje', der handler om en danske præstefamilie og behandler begrebet tro i dets mange facetter og betydninger. Serien tager sit udgangspunkt i Danmark, men behandler et emne, som over hele verden berører millioner af menneskers tilværelse.
Da opringningen fra DR kom, blev Simon Sears glad. Rigtig glad.
- Jeg hoppede og sprang og rakte armene i vejret som havde jeg vundet EM. Der var også noget ærefrygt, men det var et vanvittigt godt øjeblik. Det er et stort job herhjemme - jeg ved, hvad jeg skal lave i to år og får lov til at spille en karakter, som er interessant. Det er en fantastisk produktion, og det er et skidegodt manus. Samtidig er det nogle fede mennesker, jeg skal arbejde sammen med, så det er bare plusser hele vejen rundt. Jeg har også en lille dreng nu, så det er rart at vide, at hans forældre ikke løber ind i et par måneder, hvor det er alt for hårdt økonomisk. Jeg bliver ikke millionær af jobbet, men jeg har en sikkerhed, og det er dejligt. Jeg glæder mig helt sindssygt, siger en smilende Simon Sears.
I serien skal han spille storebror og søn af Lars Mikkelsen og Ann Eleonora Jørgensen. Førstnævnte har, ved siden af Meryl Streep og Daniel Day-Lewis, været de største inspirationskilder i Simon Sears skuespillerkarriere.
Tror på noget
Han har Jesus tatoveret på armen og forklarer, at hans egen forhold til troen er lidt svært at sætte ord på.
- Jeg har tænkt meget over, hvad mit eget forhold til tro er, men jeg ved ikke helt, hvad jeg skal svare. Jeg tror på noget, men præcist hvad det er, ved jeg ikke. Det handler ikke om en rigtig eller forkert religion. Der ligger nogle værdier og medmenneskelige ting ved tro, som jeg synes er ufatteligt smukke. Det er nogle vigtige værdier, som man i dag måske glemmer en lille smule. Der er mange smukke ting ved alle religioner. Jeg tror på karma og skæbne - der er en grund til, at noget sker eller lade vente på sig. Det er vigtigt, at man, når man lukker øjnene for sidste gang, gør det med god samvittighed. Jeg tror, det er det, jeg stræber efter, siger Simon Sears.
Hans drøm er en dag at komme til andre lande og indspille film.
- Det har altid været en hemmelighed, hvad jeg gerne vil opnå, fordi jeg er lidt overtroisk, og så skuffer jeg ikke andre end mig selv, men det er klart, at udlandet er spændende. Det er farligt at sige, men hvis man kan lave en film i Frankrig, Tyskland og Italien, England og USA, er det fedt, siger han.
Lykkes det, vil det ikke få konsekvenser for den person, Simon Sears er. Han vil altid være den imødekommende, sjove og jordbundne mand, som han virker til at være, mens vi snakker sammen, men det betyder ikke, at der ikke er plads til at udvikle sig. Præcis som tilfældet er med Danmarks hovedstad, der også har gang i mange projekter, der skal gøre byen endnu bedre. Det København, der har givet Simon Sears nogle muligheder for at møde andre med samme interesser som ham selv og udvikle sig som skuespiller.
js