Den 25. juni kan det lille ismejeri på Kyndbyvej 20 fejre sin to-års fødselsdag, og der er rigeligt at fejre beretter idékvinden bag mejeriet, der producerer den kalorielette »Chriis Soyais«, 22-årige Christina Jørgensen, skriver Frederiksborg Amts Avis.
For det, der begyndte i forældrenes køkken med en liter soyamælk, en håndfuld bær og en helt almindelig blender, har nu udviklet sig til at være et godt eksempel på, hvordan en god portion kreativitet, gå-på-mod og høj arbejdsmoral kan være vejen frem, når man som Christina Jørgensen og makkeren 22-årige Regitze Ericsson, kaster sig ud i tilværelsen som unge iværksættere.
Fra fritid til forretning
- Vi er blevet en rigtig forretning nu. Fra at være en fritidsbeskæftigelse, er forretningen blevet mere professionaliseret, og vi arbejder begge to fuld tid nu, siger Christina Jørgensen.
Da is-eventyret begyndte for snart to år siden, knoklede pigerne uden at få løn for det hårde slid.
Is-salg direkte fra mejeridøren
I dag ser det dog noget anderledes ud.
Som noget nyt har Christina Jøgensen og Regitze Ericsson også åbnet op for is-salget direkte fra mejeriet på Kyndbyvej.
Her kan man nu købe soya-isen direkte fra døren både onsdag og lørdag.
- I dag får vi begge en løn, vi kan leve for. Vi kunne sikkert godt trække lidt flere penge ud til os selv hver måned, men vi har valgt, at vi i stedet investerer pengene i forretningen. Det har blandt andet gjort ved at ansætte to hjælpere på deltid, købe en ny og større is-maskine og ved at købe en »food trailer«, som er indrettet med fryserum, håndvask og har varmt vand, og som vi kan bruge, når vi er ude og vise os frem, siger Christina Jørgensen og tilføjer, at opskriften på at udvikle forretningen yderligere også kan bestå af flere investeringer.
- På længere sigt kan det handle om at købe nogle flere maskiner, som kan automatisere produktionen i højere grad. Det vil betyde, at vi kan producere mere på kortere, siger hun.
