Den ene frontfigur i bandet L.I.G.A., Ihan Haydar, har på Facebook skrevet flittigt og åbenhjertigt om sin kamp for at blive dansk statsborger, der begyndte for fem år siden, da hun var 18 år. Nu bruger hun også det sociale medie til at meddele, at kampen endelig er vundet:
- Jeg sidder med mange følelser i kroppen og er en smule overrasket, trist og samtidig glad. Jeg ved egentlig ikke, om jeg skal grine eller græde, skriver hun.
Om sin overraskelse forklarer hun:
- Jeg troede ikke, at jeg ville få statsborgerskabet lige foreløbig, da udlændingestyrelsen har været utrolig besværlige og umulige at arbejde med.
Samtidig erklærer Ihan Haydar, der sammen med sin familie oprindeligt slog sig ned i Gelsted, sig trist, fordi hendes mor og bror stadig kun har midlertidig opholdstilladelse i Danmark.
- Hele familien lever nu i frygt for, at der skulle ske dem noget - en ny finurlig regel fra vores kære integrationsminister eller andet - der kan ramme dem og sende dem tilbage til Irak. Specielt min lillebror, der kun var seks år gammel, da vi kom hertil, og derfor ingen tilknytning har til landet.
- Han er, ud over at være professionel danser og løbende ude at repræsentere Danmark i udlandet, også en aktiv skatteyder og bidrager til samfundet på alle tænkelige måder. Det er uforståeligt, hvorfor sådan en som ham ikke er velkommen her, lyder det fra trommeslageren, som blev student på Næstved Gymnasium, med henvisning til sin bror, Ali Haydar.
Svigtet af Danmark
Han har tidligere stået frem i Sjællandske og fortalt om, hvordan han følte sig »svigtet« af det danske system:
- Jeg kunne ikke rigtig tro det. Da jeg sendte ansøgningen ind, troede jeg bare, at jeg ville få opholdstilladelsen med det samme, fordi jeg har været her så lang tid og er så integreret, sagde danseren dengang.
Det viste sig, at han ikke havde indsendt de nødvendige papirer, og derfor blev ansøgningen udsat et halvt år.
Trods Ihan Haydars mange udfald på Facebook mod det land, hun nu er blevet statsborger i, glæder hun sig dog trods alt over at have skiftet Irak ud med Danmark i sit pas.
- Vi er glade for at være i Danmark og føler os hjemme her. Vi har et velfungerende liv og er lykkelige. Vi har alle i familien opnået vores drømme.
- Vi vil ikke lade nogen dumme politikere eller et ringe bureaukratisk system få ram på den ro og livsglæde, vi har skabt her, slutter hun.
