Blå hummer reddet fra middagsbordet

Det blev en fin hummer-middag hjemme hos familien Strøh Bartholdy i Holbæk, men ikke som det plejer hos parret.

Der gemte sig en overraskelse i hummerpakken, en sjælden blå hummer.

- Jeg har set mange hummere, men aldrig en blå. Egentlig var det tanken, at den også skulle spises. Men andre mente, det var synd. Den er også sjælden, så jeg afleverede den i Fiskehuset SuRi i Holbæk og fik en almindelig hummer med hjem, forklarer Ivan Strøh Bartholdy, der ejer Café Svanen i Holbæk sammen med sin kone Anette Strøh Bartholdy og salgschef i Seafood Rømø.

Den blå hummer har overlevet sin første nat sammen med andre hummere i fiskehusets akvarie.

Og den skal ikke sælges, fastslår Frederik Vallentin.

- Spørgsmålet er, om den kan overleve stress og have ligget på køl. Nu får vi se, den får lov til at leve, så længe den kan, tilføjer han.

Én ud af to millioner hummere er blå. Hvorfor vides ikke, teorierne går på, at det er en genfejl, skyldes kosten eller lys. Og den blå hummer er fanget på lavt vand i Limfjorden, mener Ivan Strøh Bartholdy.

Sidste år på cirka samme tid fik en fisker fra Gilleleje en blå hummer i nettet.

Den endte efter et smut forbi Fiskehuset i Hornbæk på Øresundsakvariet.

Den vejede 2,1 kilo, mens Holbæks blå hummer kun vejer cirka 800 gram.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...