Nyt urmærke har Roskilderødder

Søren Stasig er gået fra at sælge andres ure i Stasig Uhrlager til selv at kreere en helt ny kollektion.

"Det har taget et år fra første streg til vareprøverne, men vi har faktisk talt om det i mange år", fortæller Søren Stasig, om de mange snakke han og broderen har haft om deres fælles drøm om at skabe et nyt urmærke.

Frugterne af anstrengelserne hedder Norlite og kom så småt på markedet i december måned sidste år, hvor Søren Stasig satte dem til salg i Stasig Uhrlager, en forretning hans kone har drevet siden 2002. Det nye firma er bygget op således, at Søren Stasigs lillebror tager sig af alt det tekniske og designmæssige, mens storebror står for den daglige drift og ikke mindst salget i Danmark. Og der skal en del benarbejde til, når man er opkomling på et marked, hvor kendte mærker med store traditioner dominerer i butikkerne.

"Det er udfordring at trænge igennem i den her branche, for forretningerne køber jo ikke hvad som helst. Og samtidig skal avancen være i orden. Jeg har et mål om at have 30 forhandlere i løbet af det første år, og indtil videre er vi godt på vej, så jeg er meget tilfreds", fortæller Søren Stasig.

Større dameure

Norlites første kollektion tæller 20 forskellige ure i et design som Søren Stasigs bror har tegnet. Og selvom der er tale om en satsning, holdes omkostningerne nede på en helt særlig måde.

"Hvis du bare kommer med et eller to ure, forsvinder de i mængden. Man tegner urkassen fra bunden, og udvikler dernæst en række forskellige farver til kassen, skiven og remmen. På den måde er det muligt at skabe en masse forskellige udtryk", siger Søren Stasig.

Uret er ifølge indehaveren udtænkt som et unisex ur, og den foreløbige salgsstatistik tegner da også netop et kønsneutralt billede. Og dét til trods for at urkassen med sine 40mm er i den store ende. Men det er ikke et tilfælde, for Søren Stasig har gennem de seneste år i sin kones forretning i Algade set en udvikling, der peger i retning af, at dameure ikke nødvendigvis behøver være små. Blandt andet har mærker som Daniel Wellington og Skagen, været med til sætte nye standarder for urkassens størrelse.

"Der er masser af større modeller til kvinder på markedet i dag. Så selv om der selvfølgelig altid er nogle, der ikke kan lide et stort dameur, så er tiden til det nu", fortæller indehaveren af Norlite.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...