Sports outlet åbnet

Hvad enten du er til træningstøj, løbetøj, sko eller måske en ketcher, så er der noget at komme efter i Roskildes nye sportsoutlet, som åbnede torsdag formiddag. Kunder var der pænt med besøg af i det store nye lokale.

Navnet er Sporty Outlet, og der findes en tilsvarende butik, som åbnede i Køge for fem år siden.

Ejeren er Arne Storinggaard. Han ejer også fem Intersport-butikker, blandt andet i Køge, Ringsted og så Intersport Holmbom Sport i Skomagergade, og de fem Intersport har absolut noget til fælles med deres nye familiemedlem.

- Vores Sporty Outlet-butikker sælger rester fra vores fem Intersport-butikker. Det er de primære varer, vi har i den nye butik, hvor det for os handler om at sælge mærkevare til virkelig gode priser. Det kan jo godt være, at modellen er »gammel« i vores Intersport-butikker, men hvis den er god kvalitet, og kunden kan passe den og er glad, så betyder det ikke noget. For mange betyder det altså ikke noget, om varen er sidste års model, siger Arne Storinggaard.

Den nye forretning har adresse på Københavnsvej 69, hvor der indtil for nylig var Bil X-tra. Arne Storingggard forventer sig meget af den nye butik.

- Reelt kan du jo sige, at kunderne kan gå på udsalg hele tiden, for det er reelle varer, vi har haft på hylderne i Intersport-butikkerne, siger han.

Butikken får tre ansatte, og at dømme efter kundestrømmen ved åbningen, kommer de ikke til at kede sig.

Arne Storinggaard åbnede sin første sportstøjsforretning for 43 år siden. I 1995 købte han Intersport Holmbom Sport.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...