Alt gik op i en højere enhed for årets udgave af Kultur & Festdage, hvor vejrguderne var en generøs medspiller.
Gennem de fire dage drillede vejret kun, når solen stak i øjnene. Med sommerhatte, sandaler og is indtog tusindvis af publikummer parker, gader og kulturhuse og skabte lun stemning til de mange aktiviteter.
Festen begyndte torsdag, der bl.a. bød på prisoverrækkelse: De unge kræfter, der skabte Velkomstfesten for nytilkomne flygtninge tilbage i august, fik Gentofte Kommunes Initiativpris.
Ayesha Khwajazada fra Gentofte Integrationsråd takkede for prisen på vegne af gruppen og afslørede samtidig, at der er endnu en velkomstfest på tegnebrættet.
Den danske sangskriver Mikael Simpson viste torsdag aften, at han også er en fremragende - om end underspillet - entertainer. Med talrige jokes og den næsten eksotiske ramme mellem Hovedbibliotekets reoler fik han publikum til at grine med sig - og måske også lidt af sig selv.
Og så var der sangene. Sange med det sjældne mix af ironi og inderlighed, der giver sug dybt i sjælen.
Fredag startede friskt med op mod 300 børnehavebørn, der dyrkede sprogfitness i Øregårdsparken sammen med de til lejligheden neon-krølhårede børnebibliotekarer fra bibliotekerne.
Fredag bød også på velbesøgte omvisninger i bydele, i kirker og i haver og musikalske oplevelser, bl.a. i bibliotekshaven i Vangede og i Netværkshuset.
Lørdag var der fest i gaderne med teater, musik og gode tilbud og familiefestival i Øregårdsparken med alt det seje, sunde og sikre. Her var tusindvis af unge og ældre samlet - heriblandt hundredevis af teenagere, der havde glædet sig længe til at opleve Citybois på hjemmebane.
Pigerne fik, hvad de kom for, og kvitterede med hvin og fingerkys, som det passer sig.
I Vangede var stemningen lun og god på plænen bag Charlotteklubben, hvor først kraftcentret J. Elvis gav den gedigent gas som The King.
Direkte fra Las Vegas gik turen til Stockholm, som dagens konferencier Ole Steffensen bemærkede, da han bød velkommen til ABBA-coverbandet Dancing Queen.
En oplevelse af de sjældne fik de, der lagde vejen forbi Jette Hye Jin Mortensens performance, der var arrangeret af Tranen. Med kæmpestore bronzecirkler på stativer gik en gruppe mennesker i dyb koncentration og messede almenmenneskelige vilkår: 'Jeg føler mig utilstrækkelig', jeg føler mig som en der aldrig er blevet voksen', 'jeg føler mig sårbar', 'jeg føler mig meget menneskelig'.
En forunderlig og særpræget klagesang, inklusiv en ensom saxofon lige dér midt i solskinnet.
Søndag var en dag med god nostalgi: På Bernstorff Slot fik masser af publikummer dagen igennem omvisninger på slottet af guider i fin periodebeklædning. Her var historien om knæbuksen, om prestigefulde skospænder og vigtigheden for mænd i at kunne fremvise en spændstig lægmuskel under silkestrømpen.
Der var også dukketeater, folkedans og gamle lege. Og traditionen tro spadserede den underskønne Dronning Louise ved Tehuset og i parken.
Den dejlige dronning faldt næsten i ét med haven - klædt i grønlige farver og blussende rosenrøde kinder. Måske skyldtes det den fine æt - og måske sommervarmen.
På Ordrupgaard var der anderledes nutidigt i den smukke skulpturpark, hvor der var jazz for de mange på plænen, og ved Dyssegårdskirken blev der tæmmet aber og skudt med kanonkonge i det lettere fallerede cirkus i Dansk Rakkerpaks fine forestilling.
Kultur & Festdage sluttede vanen tro med Gentofte Gospel Choirs store sommerkoncert, der næsten fik taget til at lette på rådhuset.
Årets besøgstal er endnu ikke gjort op. Først skal de mere end 85 arrangører puste ud efter at have skabt 129 aktiviteter og arrangementer.