Syv års fængsel for drabsforsøg

Samy Mayah Larsen og Marcus Oliver Myhre fik onsdag ved retten i Lyngby hver en dom på syv års fængsel for drabsforsøg i Værløse. En tredje tiltalt blev frikendt i skudattentatet, som fandt sted 3. marts sidste år, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Begge de dømte ankede på stedet.

En dengang 26-årig mand fra Bagsværd blev forsøgt likvideret på åben gade i Værløse og lå efterfølgende i respirator i ugevis. Det blev betragtet som et mirakel, at han overhovedet overlevede, da han blandt andet blev ramt i tindingen. Mindst seks skud blev affyret, og kuglerne ramte ham i ben, mave, underliv og i hovedet.

Marcus Myre og Samy Larsen var på gerningstidspunktet på prøve i rockergruppen Hells Angels, og havde sandsynligvis et horn i siden på offeret, der også var en del af det kriminelle miljø.

Efter skyderiet flygtede de to nu dømte. De blev først fundet godt fire måneder senere i Havdrup på Midtsjælland.

Banderelationen er måske en af årsagerne til, at opklaringsarbejdet og retssagen har været meget omfattende. I alt 33 vidner har afgivet forklaring, men flere af dem var ikke meget for at dele ud af deres viden.

To vidner blev anholdt for ikke at ville tale, og én sad i forvaring i otte dage, da han nægtede at give navnene på to medlemmer fra en rivaliserende bande i Måløv.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...