Jens Christian Grøndahl føler sig hjemme i Europa. Hvad enten han færdes i Roms snævre gader, på Paris' boulevarder eller i Københavns små brolagte gyder. Eller for den sags skyld ved Vesterhavet, hvor han også ofte opholder sig.

Som barn boede Jens Christian og hans familie i Jægersborg.

Avisen tog med forfatteren, der er kendt for også at blande sig i den offentlige debat, på en tur tilbage til hans egne rødder.

Det blev til en næsten tre timer lang cykeltur i selskab med et menneske, der allerede som barn uden tvivl har registreret og sanset mere end de fleste af hans jævnaldrende kammerater.

"Tænk, er det ikke større?", udbryder Jens Christian Grøndahl spontant, da han for første gang i 45 år træder indenfor på Jægersborg Bibliotek, der ligger lige bag ved de ejendomme på Jægersborg Allé, hvor Jens Christian Grøndahl boede med sine forældre og to mindre søskende.

Biblioteket var et sted, hvor han ofte søgte hen. Og i hans erindring var det et meget stort og spændende sted.

"Jeg elskede at komme herned, og jeg husker tydeligt, at jeg på et tidspunkt, vel da jeg gik i 2. klasse, blev træt af billedbøgerne med dyr med tøj på og sneg mig ind i voksenafdelingen. Jeg troede, at det var forbudt for mig og andre børn at komme der", fortæller han.

Her valgte han i første omgang de bøger, der netop stod i hans øjenhøjde. Helt uden at skele til, om det var en bog, han kunne læse eller ville synes om.

"Jeg oplevede det der helt vidunderlige ved at gå på biblioteket. Jeg blev fanget af en titel eller et navn. Noget, der ramte en følelse. Jeg lånte også mange digte. Også modernistiske, som jeg ikke forstod noget af, men det gjorde ikke noget. Det var smagen af ordene. Fornemmelsen af noget fremmed, som man gerne vil vide mere om", siger han.

Svenske detektivbøger og De 5-bøger slugte han med stor iver. Og klassikere som Mark Twain og 'De tre musketerer' gjorde et uudsletteligt indtryk.

"Jeg tager mine egne børn med på biblioteker, men mindre end jeg havde troet. Mine to døtre på 8 og 11 år bruger mange forskellige medier og bruger dem på tværs. Jeg oplever, at de bliver trætte, når de har læst længe på en skærm, men at der falder en ro på, når de læser bøger. Når man læser, er man inde i sin egen boble, hvor man er både aktiv og passiv på samme tid", siger han.

Jens Christian Grøndahl boede på Jægersborg Allé til han skulle i 5. klasse, hvor familien flyttede til Midtsjælland og et års tid senere til Helsingør.

"Jeg husker, at der altid var nogen at lege med, og at vi kom rundt til hinanden. Det var eventyrligt, at der var børn i alle aldre. Vi så op til de store. Nogle gange var det barskt, og vi kom hjem med skrammer. Men det var fantastisk, at et banalt og kedeligt forstadskvarter kunne blive til et dramatisk sceneri", siger han.

"I dag er der ikke det rum, hvor børn er alene uden voksne. Alt er så styret for børn i dag. De har legeaftaler, men vi gik bare ned og legede med dem, der var, eller ringede på hos hinanden.

Grøndahl er generelt ikke så vild med Arne Jacobsens design, men han synes, at ejendommene på Jægersborg Allé er lykkedes godt, og at de er et repræsentativt og vellykket eksempel på 50'erne og 60'ernes modernisme.

"Kvarteret er essensen af moderniteten, der hænger sammen med velfærdsstaten. Følelsen af, at man fik sit eget. Mine forældre og de andre, der flyttede herud, havde en ungdommelig glæde og forhåbning til fremtiden.

Arne Jacobsens boliger hænger sammen med den socialdemokratiske forestilling om, at vi kan konstruere fremtiden, og at vi ved at bo bedre får en bedre fremtid og bliver bedre mennesker. Man gjorde op med sine rødder, og det var et kvarter, hvor rodløsheden var vigtig".

Jens Christian Grøndahl husker tydeligt, hvordan han elskede at betragte ejendommenes gule mursten.

"Når solen skinnede, kunne jeg sidde og kigge i timevis på de blanke mure og falde i staver og glemme mig selv. Og sådan har jeg det stadig. At jeg kan falde i staver", siger han.

Jens Christian Grøndahls forældre var ikke religiøse, men han blev alligevel døbt i Jægersborg Kirke, hvor hans onkel Erik Hoppe var præst.

"Som 9-10 årig blev jeg voldsomt religiøs og bad aftenbøn i smug. Ikke fordi, mine forældre ikke måtte vide det, men det var noget, jeg holdt for mig selv", husker han.

Om søndagen cyklede han alene til gudstjenester, og hans troende periode varede i nogle år.

"Da jeg nærmerede mig konfirmationsalderen, mistede jeg min barnetro. Jeg gik til konfirmationsforberedelse i Helsingør, hvor vi boede dengang, og præsten der var meget salvelsesfuld, så jeg tog ind til konfirmationsforberedelse hos min onkel her i kirken. Det var jeg glad for, og jeg husker ikke mindst hans sætning 'man må aldrig spilde folks tid'. Den har betydet meget for mig siden".

Jens Christian Grøndahl blev ikke konfirmeret, men han har bevaret et dobbeltsidigt forhold til kirken.

"Mine tvillingedrenge, der er i begyndelsen af 30'erne, er ikke blevet døbt. Men det er mine to døtre på 11 og 8 år. Jeg vil give dem muligheden for at vokse op i den tradition, der har præget Danmark. Jeg synes, at det er lettere for dem senere at vælge fra end at skulle vælge til.

Men jeg har et ambivalent forhold til kirken. Jeg er ikke troende, men den religion, man vokser op med, bevarer man hele livet, og i kriser har det religiøse sprog noget, som vi kan have stor glæde af", siger han.

Nogle af Jens Christians tidligste barndomsminder knytter sig til Stenrødgaard og det naturområde, der ligger mellem Helsingørmotorvejen og Jægersborgvej.

"Jeg husker, at vi om søndagen gik tur her med mine forældre. Den kombination af heste, natur og modernitet i form af motorvejen er typisk for området hernede. Motorvejen var selvfølgelig ikke så bred som i dag eller så befærdet, men den var der. Der må også have været en vejrstation her i nærheden, for jeg husker, at der ofte blev sendt vejrballoner op, og for os børn var det meget fascinerende. Min mor var fotograf, og jeg erindrer fotos, som hun har taget af os hernede", siger Jens Christian Grøndahl.

Jens Christian Grøndahl var meget glad for at gå i skole. Både på Skovgårdsskolen og på de andre skoler, han har gået på.

Den første skoledag står stadig tydeligt i hans erindring. Og ikke mindst klasselæreren fru Bruskin har gjort et uudsletteligt indtryk.

"Vi fik linser med flag i. Jeg elskede linser, så det gjorde indtryk. Jeg kan også tydeligt huske, at jeg havde fået nye flannel shorts, der kradsede lidt. Til gengæld var jeg meget glad for mine lædersko, hvor hælen sagde et klik, når jeg gik. Den lyd kunne jeg godt lide. Og så husker jeg duften af min skoletaske", siger han.

Et minde, der har sat sig varigt spor, er en dag i 3. klasse, hvor fru Bruskin på tavlen skrev: 'Det var en mørk og stormfuld nat...".

"Jeg opdagede, at man ud fra samme udgangspunkt kan lave flere historier. At man kan blive helt væk i sætningerne, og at den ene sætning danner afsæt for de næste. Jeg er fru Bruskin evigt taknemmelig for, at hun lod os skrive".

Spadseredragter var dagligdagstøj for fru Bruskin og de øvrige lærerinder, og at være lærer var forbundet med stor prestige.

"Man knyttede sig til lærerne. De var venlige autoriteter, og man viste dem respekt. De var ikke ens kammerater. De fleste var venlige, med der var da også nogle idioter iblandt. Der var en, der knaldede mit hovede ind i væggen", husker han.

Mødet med skolen åbnede Jens Christians øjne for, at det var forskellige miljøer, børnene kom fra. At nogle boede i lejligheder og andre i store villaer.

"Her i skolen blev jeg opmærksom på den lille klasseforskel, og jeg blev tidligt bevidst om, at der var forskelle. Mine forældre var ikke rige, men de var meget ambitiøse på mine og mine søskendes vegne. Vi kom fra et hjem, der var bogligt. Jeg oplevede, at jeg stod på en tærskel. At være den, der står med ét ben inde og ét udenfor. Og det har fulgt mig sidenhen.

Som kunstner man også en outsider, og i manges øjne unyttig. Man står udenfor, og det er svært at leve af at være kunstner. Men man føler sig privilegeret, når man kan".