Halsnæs Forsyning har lille plus på bundlinjen

Halsnæs Forsyning Trods store projekter kommer Halsnæs Forsyning ud af 2015 med et lille overskud, men fremtiden byder på yderligere optimeringer.

Der har været travlt i Halsnæs Forsyning de senere år, og store projekter er blevet søsat, så derfor er det også med tilfredshed, at formand Thomas Møller Nielsen noterer sig overskuddet på 1,4 mio. kr.

"Det er vigtigt, at regnskabet er i balance, og det er dejligt med overskuddet, der viser, at de store økonomiske investeringer og effektiviseringer har virket, og allerede nu giver gevinst, siger han.

Investeringerne er sat i bl.a. den nye store hovedkloakledning til spildevand fra Ølsted til Melby Renseanlæg, der nu er i drift og medvirker til at reducere de løbende driftsomkostninger og gavner miljøet.

Ligeledes har et to-årigt vandprojekt set sin afslutning og har reduceret vandspildet fra 20 til 8 procent. Det kommer både miljø, drift omkostninger og forbrugerne til gode, for her spares der cirka 400.000 kr. årligt.

Den nye genbrugsplads og -butik er kommet ind i en god gænge og er også en central del af forsyningens fremtidige beskæftigelsesindsats i samarbejde med kommunen.

Endelig viser det sig, at det var en rigtig god beslutning at tage dagrenovationen tilbage på egne hænder, hvilket har medført forbedret service og store besparelser.

Halsnæs Forsyning er dog blevet pålagt af kommunen at finde for cirka 5 mio. kr. besparelser.

"I forbindelse med at flere kommuner har talt sammen om sammenlægning af forsyningsvirksomhederne, er der blevet udarbejdet en analyse om fordele, ulemper og besparelser. Halsnæs Kommune ønsker ikke at fusionere med andre kommunalt ejede forsyninger, men har taget analysens resultater til efterretning og bedt os om at Forsyningen finder besparelserne selv. Vi er glade for, at byrådet viser os den tillid, så vi kan fortsætte den gode udvikling, selskabet har været i de seneste seks år," siger bestyrelsesformand for Halsnæs Forsyning, Thomas Møller Nielsen.

"Vi er en stærk virksomhed, der har den nødvendige styrke til at tage udfordringen op. Arbejdet med at analysere sig frem til en bedre og billigere drift fortsætter for fuld kraft de kommende år, naturligvis under hensynstagen til en høj forsyningssikkerhed og en god kundeservice," lover direktør for Halsnæs Forsyning Jan Hvidtfeldt Andersen.

Der er også i fremtiden et fortsat stærkt fokus på at øge og styrke samarbejdet med andre forsyninger både lokalt og udenfor kommunegrænserne.

"Vi har allerede samarbejde med kommunens øvrige vandværker og arbejder videre med at udbygge det der, hvor det giver mening for alle parter. I fremtiden vil vi gerne udbygge vores samarbejde med både lokale og andre forsyningsvirksomheder," afslutter Thomas Møller Nielsen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...