Krigslegeplads skal lukkes

Naboerne til Mårum Teglværk i Ejlstrup slipper inden længe for at skulle høre på smældene fra geværer og pistoler, signalhorn og anden larm fra ringovnen og andre gamle teglværksbygninger samt oplagspladsen, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Siden 2009 har naboerne følt sig generet af skydebanen, der drives kommercielt af firmaet Badboys Airsoft ApS, Tåstrup.

Hver weekend samt på hverdage i dagtimerne anvender firmaet det til udlejning enten til grupper eller enkeltpersoner, der vil dyrke denne specielle form for skydning, hvor det gælder om at ramme hinanden med til dels ufarlige airsoft-kugler. Til Gribskov Kommune har firmaet oplyst, at besøgstallet på en weekend kan ligge på omkring 150 personer. Både lørdag og søndag spilles der i sommerhalvåret krigsleg klokken i tidsrummet 11:00-18:00. I vinterhalvåret slutter det hele cirka 17:30. Også enkelte aftener bruges ind imellem, fremgår det af hjemmesiden. Hver torsdag holdes åbent 16:00-21:00 til specialarrangementer med teambuilding.

Klager siden 2009

Politiets tilladelse til skydebanen blev givet i 2009, men der blev aldrig indsendt nogen ansøgning til Gribskov Kommune.

- I dag hvor der klages over skydebanen, står vi med det valg, at vi enten skal indlede en ny proces med udarbejdelse af en ny lokalplan, eller om vi skal forlange den nuværende overholdt. For mig og flertallet i udvalget vejer naboernes synspunkter tungt. Når de nu har accepteret, at der er produktion af mørtel og beton i det gamle teglværk, skal de ikke også have deres weekender og aftener ødelagt af en aktivitet, som drives rent kommercielt, siger Morten Ulrik Jørgensen (Nyt Gribskov), formand for Gribskov byråds plan- og miljøudvalg, som behandlede sagen i mandags.

Forvaltningen får nu til opgave at meddele ejendommens ejer og lejer, at aktiviteten skal ophøre, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...