- Vi fylder 75 år i topform.
Direktør Bent Hartmann glæder sig til på fredag, hvor det kendte Næstved-firma H. Nielsen & søn indbyder til jubilæums-fest på Lillemarken. Her har entreprenørfirmaet haft adresse siden 2012.
Historien skal jo frem i forbindelse med et jubilæum. Og forhistorien er, at Hans Nielsen grundlagde firmaet i 1941 - midt under krigen. Det var i februar, men Bent Hartmann venter med fødselsdagsfesten til vejret bliver godt. Og det satser han på fredag.
H. Nielsen startede i en baggård i Kindhestegade 15, og firmaets suverænt største kunde var Gl. Maglemølle Papirfabrik. Tilknytningen var så stor, at firmaet faktisk flyttede til Gl. Maglemølle, der lå i Rådmandshaven, hvor kommunens administrationsbygning i dag ligger.
Efter 15 år på Gl. Maglemølle var pladsbehovet vokset for H. Nielsen & søn, og i 1965 flyttede firmaet til nybyggede lokaler i Grimstrup. Her udviklede virksomheden sig. Pladsen blev for trang. Og i 2012 flyttede H. Nielsen & søn til Lillemarken i de vognmands-haller, som Broegaard opførte og som siden blev overtaget af Ragn Sells. På Lillemarken er der udviklingsmuligheder og efter indflytningen er opført en 1.200 kvadratmeter lagerhal.
Helt frem til i år har Nielsen ikke bare været en del af navnet. Der har også været en Nielsen med i ejerkredsen - først Hans, så sønnen Aage og derefter sønnesønnen Hans (Fossing Nielsen).
Generationsskifte
Nu er generationsskiftet fuldendt. Siden januar har H. Nielsen & søn as været ejet af direktør Bent Hartmann, økonomichef Connie Zabell og entreprisechef Jan Vind.
Og Bent Hartmann understreger, at det går godt for firmaet.
- Vi har altid haft sorte tal, og det er vigtigt, også i vores branche. Vi har med 75 medarbejdere en god størrelse, og det er vigtigere for os at tjene penge end at have en kæmpe omsætning. Vi driver en god butik, måske lidt gammeldags, eller kald det konservativt, siger Bent Hartmann.
H. Nielsen & søn dækker det hele, minus de tekniske områder som el og VVS. Og der er heller ikke planer om at ansættere malere.
- Ellers leverer vi rammerne om et hus. Og vores primære område er Næstved og omegn, siger Bent Hartmann og tilføjer med et skævt smil, at omegnen går op til Ringsted og ned til Nykøbing Falster. Firmaet har også opgaver i Nakskov og hovedstaden, så der er vide rammer i H. Nielsen & søn.
60-70 procent af opgaverne er efter licitation, og Bent Hartmann fastslår, at konkurrencen er hård. Og priserne skal være skarpe.
Men det er ikke alene arbejdet, der er kamp om. Også dygtige medarbejdere.
- Og du må godt skrive, at vi mangler tømrere, snedkere og murere. Det er lidt svært at få folk lige nu, siger Bent Hartmann, der dog glæder sig over en stor stab af stabile medarbejdere, som har været i firmaet i mange år. Medejerne Connie Zabell og Jan Vind i over 25 år, og selv har Bent Hartmann været i firmaet i 11 år - de sidste ni år som direktør.
