For mange danskere rimer tyrkisk mad på shawarma og falafel, og de fleste forstæder er udstyret med et tyrkisk pizzeria, hvor netop de to ingredienser er faste bestanddele af menukortet. Men i virkeligheden gemmer det store land på tusindvis af opskrifter, og der er mad for enhver smag, ligemeget om man er til Middelhavet eller Mellemøsten.
Det mener i hvert fald dansk-tyrkiske Rukiye Benli, og derfor har hun samlet opskrifter fra hele Tyrkiet i bogen 'Mit tyrkiske køkken'. Hun er født og opvokset i Helsingør, men har rødder i Tyrkiet, og hun håber, at bogen vil give danskerne lyst til at lade pizza-kataloget ligge i skuffen og i stedet selv prøve sig frem med nogle nye tyrkiske retter.
- Jeg var træt af den der opfattelse af, at tyrkisk mad kun er kebab, siger hun og forklarer, at hun har måttet holde sig tilbage med retter.
- Bogen er kun på 178 sider, men jeg kunne fylde tre bøger ud, hvis det var. Det tyrkiske køkken er stort, og maden varierer rigtig meget fra region til region, alt efter om man er i nærheden af Grækenland, Syrien eller Balkan-landene, siger hun. Opskrifterne i bogen stammer fra kvinderne i hendes liv; mor, moster, mormor, farmor og tanter. Nogle af dem er fra forskellige egne, men de fleste er klassiske tyrkiske retter, som går igen overalt i landet.
Idéen til 'Mit tyrkiske køkken' opstod for 7-8 år siden, da Rukiye Benli arbejdede som grafisk designer på en tegnestue, hvor hun blandt andet satte bøger op for forlag. Her fik hun kogebogen 'Japansk mad på dansk' i hånden, og forfatteren Jens Rahbeks personlige tilgang til opskrifterne inspirerede hende.
- Man kan sagtens google sig til en opskrift, men ikke til historien bag. Og den syntes jeg var spændende, siger Rukiye Benli.
I bogen er hver opskrift ledsaget af en lille anekdote, der fortæller om forfatterens tilknytning til retten, hvor den stammer fra, eller hvad den betyder. På den måde får man også indblik i tyrkisk kultur og historie, når man bladrer i bogen.
»Ved bryllupper eller festlige begivenheder serveres der altid baklava i min familie. Vi har været heldige, eftersom min farmor, mine tanter og min mor var dygtige til at rulle baklava-yufka ud. Ikke en nem opgave, vil jeg vove at påstå. Dejen skal være så tynd, at man skal kunne læse en avis igennem den«, står der eksempelvis ved opskriften på baklava.
Rukiye Benli bor i Espergærde med sin mand og deres datter. Ved siden af sit arbejde som grafisk designer har hun i de seneste syv år drevet madbloggen dejligt.com, og igennem den har hun fået erfaring med madfotografi. Hun har derfor selv stået for at style og fotografere retterne i bogen, men modsat mange andre madfotografer har hun hverken brugt hårlak, maling eller anden kemi for at få maden til at se mere indbydende ud. Tværtimod har hun anstrengt sig for, at billederne er blevet så autentiske som muligt.
- Det er vigtigt for mig, at læseren har en chance for at lave den mad, der er på billederne og på den måde få en succesoplevelse. Derfor har jeg ikke fiflet med maden, inden jeg har fotograferet den. Men jeg måtte tit skynde mig, for nogle retter begynder at falde sammen, når man tager dem ud af ovnen, siger Rukiye Benli.
Et af hendes grundprincipper i arbejdet med bogen var, at den skulle være for alle. Derfor er der mange enkle retter, som ikke slår bunden ud af et almindeligt madbudget, og som indeholder ingredienser, der er til at finde i et supermarked.
Mens det bugner af kogebøger med franske, italienske og spanske opskrifter på boghandlernes hylder, er Rukiye Benlis bog efter hendes opfattelse den første af sin slags på dansk. Det kan skyldes, at de fleste tyrkiske flygtninge i Danmark er kommet fra landsbyer, hvor maden ikke anses som specielt fin, mener hun.
- Min mor så spørgende på mig, da jeg bad om at få hendes opskrift på bulgur. Hun mente ikke, at det var fin mad, men det er jo netop pointen. Det er det, der gør den autentisk. Og jeg håber, min bog bliver et frisk pust mellem de mange vegetar- og veganerkogebøger, siger forfatteren med et glimt i øjet.
Bogen udkommer tirsdag den 10. maj på forlaget Turbine, og den kan købes på forlagets hjemmeside, på Saxo.com og i udvalgte boghandler.