Vi er ikke i tvivl om, hvorfor vi fejrer jul og påske, men hvorfor fejrer vi pinse? Og er der knyttet en særlig spise til pinsen?
50 dage efter påske falder pinsen. Pinsen er den trediestørste højtid i den kristne kirke, men hvor langt de fleste her i landet har styr på, hvorfor vi fejrer jul og påske, som er kirkens to største begivenheder, er der nok flere, der ikke helt kan huske, hvorfor, vi fejrer pinse.
Der er nogen, der tager ud for at se pinsesolen danse, men ellers gør pinsen ikke meget væsen af sig. Vi har fri, og det er dejligt. Men hvorfor?
Kirkens fødselsdag
I pinsen fejrer man i den kristne kirke, at Helligånden kom til disciplene og gjorde dem i stand til at forstå og tale alle sprog. Dermed kunne de gå ud i verden og fortælle om Jesus til alle folkeslag. Dermed skabtes et vigtigt fundament for den kristne kirke, og pinsen regnes således for det tidspunkt, hvor den kristne kirke opstod. Vi fejrer altså kirkens fødselsdag.
At pinsen så ikke er helt så farverig en tradition her i Danmark, hænger nok sammen med, at danskerne generelt tilhører en kristen retning, hvor Helligånden har levet et forholdsvist tilbagetrukket liv.
Helligånd eller ej
Nogle kristne retninger fejrer i langt højere grad Helligånden og dermed pinsens betydning. Det gælder ikke mindst de såkaldte pinsekirker, der blandt andet er kendetegnet ved, at de lægger meget stor vægt på oplevelsen af Helligånden.
Selvom Helligånden stadig har betydning for lutheranere, giver den ikke så meget anledning til fest og farver som hos pinsekirkerne.
I Danmark er vi således lidt ude af trit med den internationale udvikling. Pinsekirken er nemlig en af de hurtigst voksende retninger inden for kristendommen.
Pinsens spise er...
Hvor vi til jul og påske ikke er i tvivl om, hvilke spiser, der hører sig til, forholder det sig anderledes med pinsen. Men ligesom vi spiser fastelavsboller til fastelavn og hveder Store Bededag og anden er julens spise og lammet påskens, er fisken pinsens spise.
Fisken er nemlig et urgammelt kristent symbol, og det fortælles, at de første kristne under de romerske kejseres forfølgelser tegnede fiskesymbolet på de huse, hvor de mødtes til gudstjeneste om søndagen. Det gør den tidligste kirkes tegn, fisken, til en oplagt spise netop i pinsen, hvor kirkens fødselsdag fejres.
I Danmark er det især den tidligere biskop i Roskilde, Jan Lindhardt, der har været fortaler for at indføre fisk som traditionel spise i pinsen. Helt slået igennem er traditionen dog ikke - og den er da også ganske ny, har blot små tyve år på bagen. Men det gør jo ikke fiskeretterne ringere.
Velbekomme...
Fakta
? Pinse kommer af det græske ord ?pentecosta?, der betyder halvtredsindstyvende. Pinsen falder derfor 50 dage efter påske.