Hundested får igen en bank - Sparekassen Sjælland åbner ny afdeling. Stik imod tidens trend tror Sparekassen nemlig på små filialer.
Først lukkede Danske Bank, så fulgte Nordea og siden 2014 har Hundested været uden et pengeinstitut. Kunderne har måtte nøjes med hæveautomater - men nu er det slut. Snart åbner Sparekassen Nordsjælland i Hundested den første af tre nye afdelinger på sjælland.
- Hele vores mantra er, at det er godt med teknologi - men den menneskelige kontakt er den vigtigste, siger Lars Petersson, adm. direktør i Sparekassen Sjælland, der har hovedsæde i Holbæk.
- I modsætning til alle de landsdækkende lukker vi ikke filialer - vi åbner. Vi tror ikke på, at det er en lyksalighed, at alt skal digitaliseres. Vil man bakke os op, er der plads til et pengeinstitut - med de fordele der er for privatkunder, hushandlende, erhvervsliv og så videre.
Sparekassen har allerede henvendelser fra lokale både private og virksomheder, der ønsker at flytte til dem, når filialen åbner.
- Vi ved endnu ikke præcis, hvor Sparekassen i Hundested skal ligge, men vi kigger efter velegnede lokaler og håber på, det er på plads indenfor den kommende måned. Vi arbejder hårdt på at få åbnet så hurtigt som muligt - det forudsætter lokalerne, men også personale. Vi har fået flere henvendelser, men er stadig på udkig, så der er stadig chancer for et job som ansat i Hundested, siger direktøren, der er meget positiv overfor byen:
- Hundested har en velfungerende, aktiv havn og der sker en masse deroppe. Jeg tror på, at Hundested godt gå hen og blive en lille smule hot på Sjælland.
Hundested-filialen bliver den første såkaldte »Sparekasse Hot-Spot«.
- Det er et forsøg med en ny filialtype, der ikke er set før. Her vil der være en Lobby med en række maskiner og teknologi, kunderne kan benytte. Men der vil også være levende mennesker.
I lobbyen vil der være udbetalingsmaskiner, møntoptælling, mulighed for valuta og meget andet.
Imod strømmen
Ved at åbne nye filialer i mindre byer, går Sparekassen Sjælland stik imod strømmen.
- Men der er begyndt at komme andre toner. Den sandhed, nogle har skabt: at det er nødvendigt at lukke bankfilialer - det er måske ikke rigtigt, siger direktøren.
I 2015 fik Sparekassen en tilgang på 10.000 nye kunder og det er ikke tilfældigt, mener direktøren:
- Jeg tror ikke på, det er den eneste sandhed, at folk vil sidde på internettet og ordne deres forretninger. Og vi kan konstatere, at i takt med at de store lukker ned, har vi en massiv kundetilgang.
Sparekassen Sjælland er den p.t. eneste regionale og største på Fyn med ialt 143.000 kunder og 43 filialer. Udover Hundested filialen åbnes der snart nye kontorer i Greve og Helsingør. I december 2015 blev Sparekassen børsnoteret.
