Klar til kæmpe 90'er-fest

Verdens største 90er-fest skydes i gang i Rødovre den 28. maj med en hel dag fyldt med det bedste musik fra 90'erne.

»Vi Elsker 90'erne« foregår på Rødovre Rådhusplæne fra kl. 11 til midnat, og bag arrangement står den tidligere professionelle fodboldspiller og DJ Riffi Haddaoui. Han er overrasket over, at folk er vilde for at tage en årlig tur tilbage til 90'erne.

»Da vi startede, havde jeg ikke i min vildeste fantasi troet, at vi skulle lave de her kæmpe shows, som vi gør i dag, men efterspørgslen er der. Der er ikke nogen andre steder i verden, hvor man kan opleve så mange af de store kunstnere fra 90'erne samlet på ét sted på én dag. Jeg sidder hele tiden og forsøger at finde de her navne, der havde store hits, som måske ikke optræder hele tiden, men som har lyst til at komme til Danmark, fordi vores setup er professionelt og publikum helt fantastisk,« siger Riffi Haddaouim, der selv kommer fra Rødovre og blandt andet har været engageret i Radio Rødovre.

Til 90'er-festen i Rødovre spiller velkendte navne som Gigi D'Agostino, Peter André, Me & My, Jokeren, Infernal, Cut'N'Move og Blå Øjne til festen, der varer i 13 timer. Det er femte år, at »Vi Elsker 90'erne« afholdes, og hvis man spørger Riffi Haddaoui, så skyldes succesen, at musikken bringer minder frem:

»Det er, som om musikken tager folk tilbage til deres ungdom. Minderne om den første kæreste, de første rigtig gode venner, det første kys osv. Ungdommen er jo den tid, hvor vi har mest frihed, så det her med, at folk får passet deres børn, ikke skal tænke på at smøre madpakker eller næste termin, men bare kan give den gas og feste til noget musik, de elsker, det er nok dét, der gør »Vi Elsker 90'erne« til noget helt særligt. Samtidig må jeg sige, at niveauet er højt hos kunstnerne. Det kan godt være, at enkelte har tabt en 10-15 procent, fra da de var på toppen, men de er på ingen måde ringvrag - de elsker det, de laver, og de leverer varen.«

Udover Rødovre kommer »Vi Elsker 90'erne« også til Aalborg (4. juni) Næstved (20. august), Odense (27. august) og Aarhus (27. august) i løbet af sommeren. Man forventer i alt omkring 50.000 gæster, og dermed er »Vi Elsker 90'erne« på bare fem år blandt de fem mest besøgte festivaler i Danmark. Læs mere på www.vielsker.dk

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...