Ildsjæle vil have en multipark

Hillerød Bys Lokalråd inviterede tidligere på ugen til borgermøde, hvor en ny legeplads i centrum af Hillerød blandt andet var på dagsordenen. Byrådet har afsat 50.000 kroner til forundersøgelser i år og en million kroner til selve legepladsen i 2017. Men på mødet stod det hurtigt klart, at borgerne og lokalrådet vil have noget andet end en legeplads til en million kroner.

- Legepladsen skal etableres inden for den nære bygrænse, altså i bymidten, og den skal støtte op om handelslivet. Det var det, vi fik at vide, da vi var til et møde i forvaltningen. Så kan børnene opholde sig på legepladsen, mens mor og far handler. Jeg tror ikke på det. Man kan da ikke have små børn løbende på Torvet eller Posen, eller hvor den skal være, når der er en sø. Det, vi brændte for, var de helt lukkede over for i kommunen, fortæller Marianne Løvdal, der er formand for Hillerød Bys Lokalråd.

- Det, vi ønsker, er en moderne legeplads. En multibane for alle aldre. Hillerød har ingen skaterbane, og det er det, de unge mennesker vil have, siger Marianne Løvdal.

Multipark er for alle

Hun fortæller, at hun selv fik en øjenåbner, da Birgitte Damm og Henriette Nielsen, der bor i Nødebo, kontaktede lokalrådet i forbindelse med lokalrådets generalforsamling. De og deres teenagebørn ønsker sig nemlig brændende en skaterpark i Hillerød, som den multipark, de har i Helsingør.

- Jeg har kørt rundt til skaterparker i København og Nordsjælland i mange mange år med mine børn på 13, 12 og otte år. Vores sønner synes, at det er trist, at vi skal tage langt væk fra byen for at skate, stå på rulleskøjter og lege. Vi mener grundlæggende, at den gængse legeplads er passé. Det er en skrøne, at en skaterbane kun er for utilpassede unge. Den er for alle. Jeg spille badminton med den ældste, den mellemste løber på løbehjul, og den mindste cykler eller står på rulleskøjter. Det giver en rigtig god mulighed for at være sammen, siger Birgitte Damm.

Underskiftsindsamling

De to ildsjæle vil nu slå pjalterne sammen med Søren Lerche, der underviser på Grundtvigs Højskole. Han stod sammen med en gruppe elever bag Vest Festivalen, som fandt sted i den forgangne weekend på græsarealet i krydset mellem Tulstrupvej og Frederiksværksgade. Målet med festivalen var at sætte fokus på ønsket om at få en multibane til byen.

- Vi har indtil videre samlet 800-900 underskrifter sammen. Vi vil gerne gøre politikerne opmærksomme på, at der er et behov. Kommunen gennemførte selv en undersøgelse på Hillerøds skoler i 2014, og her var det øverste ønske fra eleverne en multipark. Det var det, der igangsatte det hele. Det areal, hvor festivalen var, er rigtig godt, og der er et stort behov i Hillerød Vest. Det er vigtigt, at multibanen er et sted, hvor folk bor, og hvor det er tæt på skolen. En multipark samler folk, som normalt ikke mødes i dagligdagen. Det skaber et byrum, hvor folk mødes og lærer hinanden at kende. Til festivalen var der omkring 500 mennesker forbi, også med forskellig etnicitet, som måske ikke ville mødes normalt. Der var rigtig mange, der sagde, at vi skulle blive ved, både med festivalen men også med arbejdet for en multipark, fortæller Søren Lerche.

På borgermødet mandag aften var der opbakning til, at multiparkens ideelle placering er ved Sportskilen. Ifølge Birgitte Damm er det dog ikke så vigtigt for hende, at den ligger der, bare den kommer.

- Nu bider vi os fast i det her. Vi kommer til at søge fonde. Parken i Helsingør koster over 20 millioner kroner, men vi kan jo starte med noget mindre og så bygge ud, siger Birgitte Damm.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...