De følger hinandens rytme på scenen, i sangen og i samtalen.

Niels Olsen og Henrik Koefoed ved, hvad den anden skal til at sige og finder et fælleskab i at synge flerstemmigt. Det gør de lige nu som en del af årets Tivoli Revy, men begyndte allerede i 1993, da en Hamletforestilling på Betty Nansen Teatret for første gang førte dem sammen.

Henrik: "Jeg spillede Horatio, som er Hamlets bedste ven".

Niels: "Og jeg spillede en af graverne".

Henrik: "Du spillede en af graverne".

Niels: "Og så spillede jeg..."

Henrik: "Rosenkrans eller Gyldenstjerne. Jeg kan ikke huske det".

Niels: "Jeg kan ikke engang huske, hvad for en jeg spillede af dem, men det korte og det lange var, at på det tidspunkt havde Søren og Henrik og Asger sammen med Flemming Enevold startet Ørkenens Sønner, men så ville Flemming Enevold ud af Ørkenens Sønner".

Henrik: "Og så ville vi have Niels ind i Ørkenens Sønner".

Niels: "Så spurgte de mig, om jeg ville være med. Vi var jo så sammen - Søren Pilmark spillede Hamlet - så vi var sammen på produktionen. Asger var ikke med. Og så kom jeg så med, og så kørte det derudaf".

Og nu har du taget Koefoed med i Tam Tam Revyen?

Niels: "Det kan man ikke sige, men vi er havnet det samme sted".

Henrik: "Det har du da".

Niels: "Ja, ja, men det er jo ikke mig, der har taget dig med".

Henrik: "Nej, men så er det din kone".

Niels: "Ja, ja, og producenten og Tivoli og..."

Henrik: "Ja, ja, men du har da alligevel..."

Niels: "Helt klart har jeg da ikke prøvet at modarbejde det".

Hvorfor blev I venner?

Henrik: "Vi svinger godt sammen, vi griner meget af de samme ting. Det er jo en meget stor fordel".

Niels: "Og så kan man sige, at en stor del af det, der har ført os sammen i Ørkenens Sønner, er jo musikken og den flerstemmige sang og musik i det hele taget. Det er jo noget, vi går vildt op i. Og det er også noget, vi kan bruge her, i revyen, i allerhøjeste grad".

Henrik: "Der er rigtig mange musiknumre, og hvis vi ikke lige har hovedstemmen, så synger vi kor til hinanden. Vi er sgu meget på i den her revy. Det må man sige".

Niels: "Men det er fedt, fordi det er gode sangere, og det giver bare noget, at det er spicet op med nogle flerstemmige ting".

Hvorfor er flerstemmigt sjovt?

Niels: "Det er sjovt at arbejde med noget og få det til at klinge og..."

Henrik: "Ja, få det til at klinge og altså arbejde med forskellige genrer. Vi har for eksempel genremæssigt lidt country. Vi har reggae, vi har musical. Så på den måde kan det flerstemmige komme til udtryk på mange forskellige måder, og det giver bare sådan en farve til de forskellige numre. (...) Jeg tror bare, det giver sådan en vifte af forskellige udtryk hos publikum, som forhåbentlig synes, at de har fået en skide god aften ud af det".

Niels: "Ja, det kommer de til".

Henrik: "Ja, det gør de da".

Ses I i fritiden?

Henrik: "Vi overrender ikke hinanden, når vi ikke arbejder. Men på de tidspunkter, hvor vi så ses, så ses vi altså også grov-meget, altså, hele sidste år..."

Niels: "I Ørkenens Sønner har vi sådan et forløb fra vi starter og brainstormer. Og så ses vi jo meget, og når vi spiller, ses vi jo hele tiden".

Henrik: "Hele tiden. Hver dag. Vi kører i bil sammen".

Niels: "... kører til Jylland og er sammen".

Henrik: "Spiser sammen og drikker sammen og spiller sammen".

Niels: "Vi sover hver for sig, men vi er massivt sammen. Det har også været en af grundene til, at vi med Ørkenens Sønner har kørt i 25 år. Det er jo, fordi vi har optrådt hvert fjerde år og ikke hvert år".

Henrik: "Ja, vi har gjort det med pauser".

Niels: "Ja, for så er man kommet væk, og vi har lavet noget forskelligt. Teater eller film. Og så vender man tilbage til det".

Henrik: "Og det gør vi, fordi vi godt kan lide at være sammen. Det er jo det. Men vi kan også godt lide at være væk fra hinanden".

Niels: "Hæhæ. Det er ligesom at være gift".

Henrik: "Ja, det er sådan en cyklus på en eller anden måde, ikke? En Ørkenens Sønner-cyklus, der bliver opbygget og afviklet".

Niels: "En sinuskurve"!

Henrik: "Indviklet".

Niels: "Nedviklet. Udviklet".

Hvorfor kan I godt lide at optræde?

Henrik: "Jeg kan godt lide det, fordi det giver mig tilfredsstillelse - både for mig selv, men også, hvis man skal tage det helt ned på basisplan, så er det ligesom at have nogen gode legekammerater, som man leger rigtig godt med".

Niels: "Man får jo simpelthen energi af at spille, hvor folk de skriger af grin. Med andre ting, er man fuldstændig flad efter en forestilling, ikke? Men sådan noget, hvor folk de bare skriger af grin, og det gør de blandt andet også, fordi man selv har det sjovt. Det får man simpelthen energi af".

Henrik: "Ja, man er sådan helt høj".

Niels: "Man er høj efter en forestilling, ikke? Og jeg kan også godt lide det, fordi humoren åbner op. Latteren åbner sindet hos publikum - i stedet for man står og slår dem oveni hovedet og siger: I er bare sådan nogle egoistiske røvhuller eller et eller andet. Og så sidder de dernede og siger: Bland dig udenom, jeg skal nok finde ud af, hvordan jeg vil leve mit liv. Men hvis man kan få dem til at grine. I det øjeblik, du åbner op ved at grine, kan du få sagt nogle ting".

Er humor bedst, hvis det bunder i noget alvorligt?

Henrik: "Det er i hvert fald en god måde at få det formidlet på. Det kan det også godt være, når vi ikke taler teater, men når det gælder frygtelige situationer i livet, kan det sgu også være en lettelse, at der lige er nogen, der får vendt det om, så man kommer til at grine en lille smule og sige 'hold kæft, hvor er den her situation forfærdelig'. Altså, humor er kommet for at blive".

Niels: "Humor bunder på en måde altid i noget alvorligt".

Henrik: "Ja, eller noget tragisk".

Niels: "Eller ja, noget alvorligt, noget konkret, noget velkendt. Og humoren ligger så i at bryde med det, ikke? Den velkendte er den der med, at der kommer den meget fine mand gående hen ad gaden og træder i en bananskræl og ryger på røven, ikke? Og det er jo ikke alvorligt, men det, at han kommer og..."

Henrik: "Tænker han er noget".

Niels: "Og "her kommer jeg! Jeg håber, alle ser mig, for det går rigtig godt. Og så ryger han på røven".

Henrik: "Slirp dunk"! (slår i bordet).

Henrik: "Vi øver en sketch, og vi kan næsten ikke komme igennem den".

Niels: "I går var første gang i fem uger, hvor det ikke blev slået i stykker hele tiden - hvor vi ikke kom til at grine, for det er bare så absurd morsomt".

Henrik: "Det er to vennepar, der mødes".

Niels: "Hvor det ene par bare gerne vil være rigtig gode venner, og de andre er pissetrætte af dem. De kommer hele tiden med forslag til ting, de skal lave, og de andre kommer med alle mulige løgnehistorier".

Henrik: "Der kommer virkelig nogle dårlige undskyldninger ud, som så bliver overlæsset med nye forhindringer.Den er svær, fordi den er skide sjov".

Niels: "Og genkendelig, ikke? Det der med høfligheden - gode miner til slet spil".

Henrik: "Og så er der noget med, hvis man rammer den rigtige timing i situationen, så er det ligesom at ramme en ren bold i tennis".

Niels: "Eller golf".

Henrik: "Det går lige ind i lattermusklen på en eller anden måde, så man ikke selv kan gøre noget".

Niels: "Ja, det er frygteligt".

Henrik: "Så handler det om at have tungen lige i munden og kigge ned eller kigge op og i hvert fald ikke kigge hinanden i øjnene på visse steder, for så går det galt".

Hvornår fandt I ud af, I var sjove?

Henrik: "Jeg fandt ud af det, da jeg var barn. Jeg lærte nogle monologer, nogle Kjeld Petersen-monologer, udenad fra en grammofonplade, som jeg så lige pludselig - jeg ved ikke, om jeg var 12 år - fyrede af til en familiefrokost til påske".

Niels: "Ej, hvor sjovt".

Henrik: "Det var mærkeligt. Og så grinede familien og sagde: Han er også sådan en værre én. Men på det tidspunkt tænkte jeg ikke på, det skulle jeg gøre noget mere af. Det var bare sådan en slags overlevelsesmekanisme i familien på en eller anden måde. Jeg var lillebror og efternøler og skulle ligesom have et eller andet, jeg kunne gøre mig bemærket med. Jeg havde tre søskende. Ikke ligeså mange som Niels".

Niels: "Jeg er nummer fem af seks, men det er faktisk det samme. Det var også min niche at lave sjov med tingene og kunne komme ind - netop hvis det blev alvorligt - med en sjov bemærkning, og sådan var det også i skolen. For mig var det dybest set noget generthed. Det var dér, man kunne bryde igennem".

Henrik: "Ja, med en frisk bemærkning, nogle gange på grænsen til det flabede".

Niels: "At lave fis".

Henrik: "Da jeg kom op i syvende, skulle man også lære at spare lidt på friskhederne. For der var der tit, hvor jeg blev sat uden for døren i skolen. Ellers havde jeg været sådan en artig dreng fra 1. til 6. klasse, men så i 7. ved jeg ikke..."

Niels: "Så kom hele lortet frem, haha".

Henrik: "Så kom djævlen frem"!

Niels: "Men dét at blive, det at være skuespiller er jo også at få lov til at bruge alle de der sider af sig selv. De sider, som man ellers ikke viser til daglig, som at være et rigtigt dumt svin eller pisse arrogant".

Henrik: "Det er skønt. Det er vidunderligt, fordi man kan gøre det med fuld legalitet".

Kan I forklare, hvad det er, der gør, at I hver især er sjove?

Henrik: "Niels er sjov, fordi det har et eller andet at gøre med timing. Det der skifte, det overraskende skifte fra en status til en anden status, en måde at lave et oplæg på og så fyre en pointe af. Og så har han sit dejlige store korpus og mimik, der gør, at..."

Niels: "At folk skriger af grin! Og Henrik er som alle rigtig gode komikere en skide god skuespiller. Hvis du ikke er det, så kan du ikke være en god komiker eller en god revyskuespiller, fordi det er arbejdet med detaljen, timing. I virkeligheden er det det samme, du arbejder med, hvis du skal spille Hamlet. Det er hele tiden ned i detaljen: Hvad er det, vi vil? Hvad er det for en retning, for en pointe, vi arbejder frem mod? Det er den der pointe, der skal fyres af, og dér kan du holde pausen lidt længere? Og den slags. Arbejdet som sådan er jo ikke særligt sjovt".