Kan du så huske dengang, da...
Og så var der jo også ham der med...
Jo, minderne trænger sig på hos de fleste af os, når vi skal se tilbage på vores skoletid.
Sådan er det også for elever, lærere, forældre, pædagoger og andrre der har haft deres daglige gang omkring Hyldagerskolen.
Det er fem år siden, at skolen lukkede og senere blev revet ned, men nu bringes den til live igen - i form af en bog, der er fyldt med muligheder for at genopfriske mange begivenheder fra skolens 40 år lange liv.
Som tidligere omtalt i AP er både lærere, elever og andre blevet opfordret til at skrive erindringer til bogen.
"En bog kan ikke erstatte oplevelsen ved at gå ind i en bygning, hvor man har tilbragt mange timer, men den kan lukke op for nogle erindringer, og de mange fotos kan give gensynets glæde", siger Niels Gøtzsche, tidligere lærer og en af initiativtagerne bag bogen.
Bogen udgives af Lokalhistorisk Forening og er skrevet af kommunens tidligere ledende skolepsykolog, Emil Kruuse, og tre tidligere lærere på skolen - Per Nielsen, Niels Gøtzsche og Hanne Sejer.
Den indeholder en masse fakta om skolen sammenholdt med den forskellige skolelovgivning gennem årene, og endvidere er der en del beskrivelser og historier fra tidligere lærere og elever. Der er mange fotos fra forskellige arrangementer og elev - og lærerfotos.
Bogen bliver solgt i Albertslund Centrum fra en bod ved torvesalg lørdag den 7. og 28. maj mellem kl. 10-14.
Overskuddet går til henholdsvis kulturelle aktiviteter på Herstedlund skole og Lokalhistorisk Forening.
Bogen kan også købes på Lokalhistorisk Samling på Egelundsvej 7 mandage kl. 12-19 og onsdage kl. 10-16.