Den kriseramte elektronikkæde Fona er snart fortid. Norske Elkjøb Nordic, der er selskabet bag Elgiganten, har i dag oplyst, at de overtager 10 af Fonas butikker, heriblandt butikken i Rødovre Centrum.
Tidligere i år søsatte Fona ellers en større redningsaktion, der med omstruktureringer og lukninger af 46 butikker på landsplan skulle redde kædens eksistens.
Kun 10 butikker skulle overleve på landsplan, men det bliver nu under et andet navn, da Elkjøb Nordic ikke vil drive forretningerne videre som
Fona-butikker.
”Vi kommer til at omprofilere butikkerne til Elgiganten, som bliver varemærket. Fona som varemærke går bort. Vi ser Fonas 10 butikker som et godt supplement til nethandel, og den synergi det kommer til at give med et backoffice, vi stadig har i Danmark. Vi ser også en fordel i fælles markedsføring, og så får vi med de 10 butikker gode lokationer i det ganske land,” siger Jaan Ivar Semlitsch, der er koncernchef i Elkjøp Nordic, til DR Nyheder.
Afventer godkendelse
Konkurrencemyndighederne skal godkende købet af Fona, og hvis det sker, vil medarbejderne i Fona i Rødovre Centrum være sikret en fremtid under nyt navn. Hos Fona i Rødovre Centrum vil butikschef Claus Søgaard i første omgang afvente konkurrencemyndighederne behandling af Elkjøp Nordics køb af Fona, men han er glad for, at butikkens 10 fuldtidsansatte kan se frem til at beholde deres arbejde.
”Det er en lettelse, at vi måske kender vores fremtid,” siger Claus Søgaard med henvisning til den manglende godkendelse af salget.
I Rødovre Centrums bestyrelse har administrerende direktør Jesper Andreasen fulgt spændt med på sidelinjen.
”Det er dejligt med en afklaring og vi byder dem velkommen,” siger han.
