Oplysende vinterbad i Skovshoved

Med udvidelsen af Skovshoved Havn etableres der blandt andet et vinterbad med sauna.

At hoppe i det kolde vand i vinterhalvåret er som bekendt uhyre populært, og derfor forventer Gentofte Kommune, at der vil være stor efterspørgsel efter at få mulighed for at benytte de kommende vinterbadsfaciliteter.

Kommunen er i forvejen involveret i to vinterbade - dels Charlottenlund Søbad, hvor Gentofte Kommune har opført anlægget, der stilles til rådighed for foreningen Charlottenlund Søbad, dels vinterbadet i Hellerup Havn, hvor Gentofte Kommune har finansieret en del af omkostningerne til opførelsen, og hvor vinterbadet er en del af Hellerup Roklub.

Begge disse badeklubber er organiseret som folkeoplysende foreninger efter reglerne i folkeoplysningsloven.

Og på sit møde forleden besluttede Økonomiudvalget i Gentofte Kommune, at det nye vinterbad i Skovshoved organiseres på tilsvarende måde.

Det betyder, at der skal stiftes en forening og holdes stiftende generalforsamling.

Har man lyst til at medvirke i arbejdet med at stifte den nye forening, kan man holde øje med annoncering på både kommunens og havnens hjemmesider, hvor der vil blive annonceret efter interesserede.

Økonomiudvalget anbefaler, at datoen for den stiftende generalforsamling også blive annonceret. Man forventer nemlig stor efterspørgsel efter medlemskab af den ny forening og ønsker, at alle interesserede får lige mulighed for at blive medlem eller at komme på venteliste.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...