Af Peter Milan Petersen, Dansk Naturfredningsforening og Birgitte Gade, Dansk Ornitologisk Afdeling, Fredensborg afdeling
Det er blandt fuglene, vi finder nogle af vore vigtigste forårsbebudere: Viben, lærken og svalen - sidstnævnte repræsenteret af to arter, bysvalen og landsvalen.
I 1845 skrev digteren Carl Bagger i sangen "Når kommer våren vel?":
Når den sortblå svale kommer
og bebuder nære sommer,
når den kvidrende ta'r myggen,
der vil tumle sig i skyggen,
da kommer våren !
By- og landsvalens tilknytning til menneskets boliger går langt tilbage i tiden, så langt, at de har tilpasset sig os og nu kun bygger rede på og i bygninger.
De er kort sagt blevet helt afhængige af os.
Viben og lærken er i vore dage gået stærkt tilbage som følge af den måde, de fleste landbrug drives på. Men svalerne kan vi da stadig glædes over?
Desværre er der i Fredensborg Kommune nogle borgere, der ikke bryder sig om svalerne, i hvert fald ikke deres reder, fordi de sviner! Ja, det gør de - i en kort periode. Hvad gør man så, hvis man f.eks. er så uheldig (eller heldig), at en svale bygger rede under tagudhænget på ens terrasse? Ja, så sætter man en plade op under reden. Når svalerne om efteråret drager sydpå, fjerner man bare pladen med de fugleklatter, der nu ligger.
Det kan være lidt besværligt, men man kan altid finde en løsning, hvor man ikke behøver at fjerne reder og forhindre svalerne i at bygge nye. Man kan ikke regne med, at de bare finder et andet sted at bygge.
Det er ikke kun i Nivå, der er nogen, der synes, at svalerne er et problem - der er også i Humlebæk og Fredensborg by borgere, som bekæmper svalerne. Men som sagt: svaler er knyttet til bygninger i byen og på landet, vi har en forpligtelse til at passe på dem, og vi er mange, voksne såvel som børn, der glæder os over dem - hvert forår!