77-årige Erik Nørding har været pibemager i mere end 50 år. Han har altid ernæret sig ved pibemageriet og har en velkørende forretning, og »Nørding Pipes« sælges over hele verden. Men det startede i det små, og Erik Nørding kan stadig huske, den første pibe han solgte.
- Den var sgu ikke særlig flot. Den kostede 80 kroner, og det var jo mange penge dengang. Kvinden, der ville købe den, syntes prisen var i orden, men hun havde ikke pengene. Hun arbejdede på en chokoladefabrik, hvor hun havde fået sit julegratiale. Og så byttede vi, så hun fik piben, og jeg fik chokolade, husker Erik Nørding.
Siden dengang er Erik Nørding blevet bedre til pibemageriet, og i dag er »Nørding Pipes« et af de førende mærker i branchen. Han har ordrer til både Kina, Sydeuropa og USA, og der har altid været et marked for piber, forklarer han. Men især i USA er der en kæmpe efterspørgsel, og derfor har Erik Nørding de sidste 10-15 år satset på det amerikanske marked, hvor han næsten er en berømthed.
- Når jeg ser en film eller serie, hvor der bliver røget pibe, så kigger jeg altid efter, om det er mine piber, der bliver røget på. Og det er det nogen gange. Jeg kan også huske engang for mange, mange år siden, da jeg var derovre, hvor Fred Astaire kom og spurgte efter en pibe. Han havde et design med og spurgte, om jeg kunne lave sådan en til ham. Det kunne jeg da godt, så jeg lavede piben, da jeg kom hjem og tog den med til ham året efter. Han var meget glad for den, fortæller Erik Nørding.
Læs mere i Frederiksborg Amts Avis lørdag den 16. april.