Et center blomstrede op

I 1924 fik Rødovre en ny indbygger, der mere end nogen anden skulle ende med at sætte sit præg på byen. Aage Knudsen skulle kun bruge 1000 dage på kanten af København, før han startede sit eget gartneri. Det var dog ikke kun tulipaner, der voksede op af jorden for foden af vandtårnet i hjertet af Rødovre.

Sammen med sit livs kærlighed, Lilly Henriksen, købte Knudsen fire tønder land mellem Valhøjs Allé og Rødager Allé, der hurtigt voksede til et kæmpe gartneri med fire drivhuse, en fyrkælder med koksfyrede kedler og et lille træskur.

Det siger meget om den unge Knudsen, at han under de første trange år boede i det ydmyge træskur og ifølge familierygterne levede af vand og havregrød.

I 1930 giftede kæresterne sig, og familien voksede med sønnen Svend og datteren Tove, men gartneriet havde også vokseværk.

I 1938 kunne gartner Knudsen, som han bare kaldtes i folkemunde, kalde sig ejer af yderligere 18 tønder land, og inden længe havde han en af Danmarks største gartnerier. I Rødovre talte alle, store som små, om hvor smukke de blomstrende tulipaner var i forsommeren.

Flid og forretningssans

End ikke 2. Verdenskrig kunne lægge låg på den spirende drøm om at forvandle de store landområder til noget endnu større.

Den modige gartner trodsede alle sine rådgivere, der foreslog ham at sælge de mange centrale jordstykker til kommunen, og kastede sig i stedet ud i det største projekt byen nogensinde har set. Opførelsen af et butikscenter, et centrum i Rødovre. En oliesheik var villig til at låne ham de kolossalt mange penge, men fik nej af den danske stat. Det ville ellers have sparet Knudsen for et kurstab på 30 millioner kroner. Han fik til gengæld masser af opbakning fra banken, der belønnede hans velkendte flid, forretningssans og tidligere resultater.

Borgmester Gustav Jensen tager det første spadestik til Rødovre Centrum den 16. september 1963.

Inspiration fra USA

Idéen havde han fået nogle år tidligere under et besøg hos sin søn Svend, der var i praktik på et orkidegartneri i Ohio.

På den lange køretur gennem Guds eget land kunne Knudsen ikke undgå at bemærke de mange store indkøbscentre, der var skudt op lige uden for de større byer.

”Rejsen til USA gav mig indtryk af, at moderne fabriks- og handelsbyggeri skulle være i et plansystem med rigelige arealer til veje og parkeringsanlæg og at bilalderen og centerdannelsen hørte sammen,” sagde Knudsen senere under åbningen af Rødovre Centrum.

Grøntsager på taget

En åbning, der aldrig var blevet til noget, havde det ikke været for en lige så nytænkende kommunalbestyrelse.

Den bestilte i 1960 en butiksanalyse for hele byen, der konkluderede, at Rødovre manglede butikker. Ikke mindst på udvalgsvareforsyningen. Den handel, som forsvandt over kommunegrænsen ville politikerne gerne hente tilbage til byen, og da handelslivet langs Roskildevej var gået i stå, var Aage Knudsens drøm, den brik, der manglede i puslespillet. Nu skulle indkøbsmuligheder samles, hvor der også findes kultur, service og den kommunale administration i centrum af byen.

Den hedengangne avis Aktuelt kaldte i 1962 byggeprojektet for ’Nyt Vest City’ En helt ny bydel syv kilometer fra Rådhuspladsen, hvor der på grund af overbygningen kunne være sommer hele året.

Selv forklarede forretningsmanden Knudsen det bærende princip til BT:

”For mine sammensparede 7.000 kroner købte jeg i 1927 fire tønder land i Rødovre. Mit princip var altid at arbejde dobbelt så meget som de andre, samt at vognen til Grønttorvet skulle være stuvende fuld. Det er det, der ligger på taget, som giver den fortjeneste, der kan spares op,” sagde Knudsen, og i løbet af 10 år havde han 22 tønder land, der næsten inden blækket var blevet tørt, blev til hele byens familiecenter.

Det kan være svært at forestille sig, hvordan der så ud over for rådhuset før Rødovre Centrum åbnede. Heldigvis har Lokalhistorisk Samling et billede af gartneriet.

Generationers genklang

Den første sten blev lagt i jorden af handelsminister Lars P. Jensen, mens borgmester Gustav Jensen lagde sin sten før Knudsen selv kunne ligge grundstenen til en familievirksomhed, der gav genklang generationer ud i fremtiden. ”Rødovre Centrum vil kunne tjene som et mønster for de kommende centre,” sagde handelsministeren, og han fik ret. Rødovre Centrum blev Danmarks første center, men ikke det sidste. Symptomatisk for centeret har man aldrig ladet sig overhale indenom af de nye børn i klassen, men hele tiden udviklet og fornyet sig. Dét mere end noget andet, vidner centerets historie om. En historie om, hvordan centeret og familien bag hele tiden har kigget i krystalkuglen og forberedt sig på fremtiden.

Derfor kom det heller ikke som et chok for dem der kendte den gamle gartner, at han kunne forudse den præcise åbningsdato flere år i forvejen.

Her havde enkelte butikker om morgenen stadigvæk travlt med at pynte vinduer og fylde op på hylderne for at stå klar til åbningen. Den første butik, der kunne melde alt helt klar, blev Bambi Børnetøj, men alle forretninger nåede det til tiden. I alt satsede centeret 400 millioner kroner på udvidelsen, der ud over de mange nye butikker, skulle give centeret en af de bedste P-plads dækninger i Danmark.

Da byggeriet knap 19 måneder senere stod færdigt, fyldte Rødovre Centrum 70.000 kvadratmeter.

Gartneren Knudsen fik altid sin vilje

To uger efter den officielle åbning, kom endnu et tilbud til at tage kegler blandt borgerne i Rødovre, da den kun 24-årige Connie Hansen kunne åbne Danmarks største bowlinganlæg med 26 baner i fuld længde. Rødovre Centrum var ikke kun til praktiske indkøb. Det var både til hverdag og fest, hvilket Danmarks største taghave med restaurant og forsamlingslokaler med plads til 500 mennesker vidner om. For ikke at tale om de 101 lejligheder, der skulle gøre det muligt for unge at forfølge deres drøm om at bo tæt på deres læreplads, som Knudsen selv havde kæmpet for dengang han kom fra Jylland til Rødovre.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...