Samarbejdet mellem Peter og Thorkil Vesth har opnået legende-status i dansk populærmusik. Thorkil døde i 2014, men nu hædrer Peter ham - og de to brødres samarbejde - med en ottedobbelt dvd.
Frederiksberg: Der er professionelle optagelser, og der er mere eller mindre skæve amatørklip, men alle byder de ind med hver deres værdi i den ottedobbelte dvd, som Peter Vesth netop har udgivet. »Masser af gyldne øjeblikke« er titlen, og det er næsten alt det, de to brødre har bedrevet på TV-optagelser og lignende fra 1984 til 2011.
- Der er klip, jeg har måttet lade ligge af hensyn til rettigheder, men ellers har jeg fundet alt det, jeg har kendskab til eksistensen af, siger Peter Vesth.
- Der er for eksempel interviews fra Go'Morgen Danmark med Cecilie Frøkjær og Michael Meyerheim i unge udgaver. Der er også optagelser fra Portalen i Greve, fra Petersens Familiehave, talkshow med Gregers Dirckinck-Holmfeld, fra Nashville, Bornholm og meget andet godt.
Debut i Grønland
Faktisk har de to optrådt sammen siden 1976, hvor Peter var hyret til et job på Grønland.
Peter Vesth, der fylder 70 den 19. april, har netop sendt dvd'erne i handelen.
