Kommunens nye vejskilte har vakt opmærksomhed, fordi det første skilt, der blev vist offentligt, glimrede ved en stavefejl. Skiltet var et prøvetryk, siger driftschef i Teknik og Miljø. På skiltet var den danske digter, redaktør og politiker Carl Ploug blevet til Carls Ploug, skriver Frederiksborg Amts Avis. Det har flere opmærksomme læsere bidt mærke i, efter avisen i mandags bragte et billeder af det nye vejskilt, som kommunen vil sætte op på Carl Plougs Vej i Birkerød. Det fik blandt andre Mona Madsen, der sidder i Rudersdal kommunalbestyrelse for Lokallisten, til at undre sig over, om der mon er blevet læst korrektur på skiltene.
- Det er heldigvis et prøveskilt, som vi fik trykt, så det er ikke meningen, at skiltet skal sættes op. Skiltene bliver produceret på en fabrik i Jylland, og det er desværre det, der kan ske, når produktionsstedet ligger langt væk, siger Peter Bjørno Jensen, der er driftschef i Teknik- og Miljø i Rudersdal Kommune.
Court Møller (R), der er formand for Miljø- og Teknikudvalget, bekræfter Peter Bjørno Jensens udlægning.
- Der er heldigvis tale om et prøvetryk, for der skal selvfølgelig ikke sættes skilte op med fejl på. Men der bliver lavet prøvetryk, så vi kan se hvilken farve og skrifttype, der skal bruges til de nye skilte, siger Court Møller.
Udover at efterspørge en korrekturlæser til skiltene, mener Mona Madsen, at det vil være mere økonomisk fornuftigt med en såkaldt QR-kode på de nuværende skilte i stedet for at lave nye skilte. Prisen for hvert nyt skilt er omkring 1000 kroner oplyser driftschef Peter Bjørno Jensen, og Court Møller oplyser, at pengene til de nye vejskilte kommer direkte fra afdelingens driftsbudget.
- Jeg er helt uenig med Mona Madsen, for sådan en QR-kode giver jo ikke noget visuelt billede af historien bag vejnavnene. Og der er på ingen måde tale om en stor udskrivning, da hvert skilt koster mellem 1000 og 1200 kroner, og der er tale om 40 veje. Vi skal selvfølgelig altid prioriterer vores økonomi, men i den her sag, mener jeg ikke, at der er noget at komme efter, og jeg har faktisk fået utrolig mange positive tilkendegivelser på de nye skilte, siger Court Møller.
Læs hele artiklen i Frederiksborg Amts Avis onsdag den 16. marts.
