Senest i slutningen af juni går håndværkerne i gang med en omfattende ombygning af Kvickly Ringsted. I midten af august genåbner butikken som SuperBrugsen.
- Målet er at skabe et af Sjællands flotteste supermarkeder med vægt på mad af høj kvalitet, god faglig service og inspirerende indkøbsoplevelser, siger varehuschef Max Juhl Nielsen, der også kommer til at stå i spidsen for den nye butik som uddeler.
Den nye butik får en åben slagterafdeling, et nedkølet frugt og grønt område, en afdeling for måltidsløsninger, masser af økologi og lokale varer. Til gengæld bliver der lidt mindre udvalg af tøj og isenkram.
Butikkens nuværende areal på godt 2.000 kvadratmeter skæres ned til 1.400 kvadratmeter. De resterende cirka 600 kvadratmeter vil ejendommens ejer leje ud til andre butiksformål.
- SuperBrugsen er som supermarkedskæde særdeles succesfuld, og den har gennem de seneste år løftet både omsætning og resultater. Det er sket, fordi forbrugerne netop efterspørger det, som kæden tilbyder: At det er nemt og inspirerende at købe ind, at butikken er tilpasset efter sine kunder i lokalområdet, og at priserne er så konkurrencedygtige, at man ikke behøver bruge tid på at handle ind flere forskellige steder, siger salgs- og sortimentsdirektør i SuperBrugsen, Mikkel Karlsson.
Coop, der ejer butikken, investerer et millionbeløb i ombygningen, så det vil være en ny og topmoderne butik, som kunderne vil møde til den åbningsfest, der finder sted i august.
Den præcise åbningsdato vil blive offentliggjort senere.